Kattepiner

Ja jeg si'r hvæs, hvæs - riv, riv, riv
At være en baggårdskat, det er et hundeliv!


Det her med fotos på nettet kan give rigtig mange grumme overraskelser for mange bloggere - især hvis man bare er en anelse halvseriøs. For pludselig får man brug for et firma-billede eller andet, og det er en jungle at finde rundt i den danske lovgivning, men de to vigtigste love er
1: Persondataloven og 2: Ophavsretsloven.

Inspireret af Klidmosters kattepine kom jeg i tanke om den tid jeg arbejdede som kommunikationsmedarbejder på en offentlig institution, hvor reglerne for ophavsret og persondataloven er virkelig strenge. Fx må der ikke offentliggøres billeder af børn, medmindre man har eksakte skriftlige tilladelser fra disses forældre. Det, der så kan undre mig, er at journalister uden problemer kan tage billeder af børn til en avisartikel og stadig have lov til at bruge dem - men presselovgivningen er anderledes end lovgivningen til både offentlige institutioner og private.

Og selvom man downloader billeder fra en godkendt billeddatabase og også betaler det blege for dem - skal man alligevel skrive "Copyright: [indsæt billeddatabases navn].
Det skal virksomheder også. Fx bruger TV2 ofte billeder fra Colourbox, der er en stor billeddatabase, men de skal stadig skrive, at copyright går til Colourbox. I Klidmosters tilfælde burde restauranten have langt mere styr på, hvilke billeder de giver folk lov til at bruge - eller ihvertfald gøre opmærksom på, at de ikke har købt billederne og at der derfor skal hentes tilladelse.

Copyright er opretshaverens eksklusive ret til billedet. Hvis en fotograf fx har solgt sit billede til en billeddatabase, så er det billeddatabasen og fotografen, der har copyright på billedet. Men fordi fotodatabaser rummer så mange billeder, er det ofte nok blot at skrive "Copyright tilhørende [den specifikke database]" - da man så inddirekte giver credit til denne fotograf.

Jeg fandt denne artikel på nettet om copyrights netop om fotos på nettet og der er masser af andre sider om samme emne - herunder datatilsynets hjemmeside om fotografering og upload til nettet.

Det allervigtigste - mener jeg - er ihvertfald at informere virksomheden om, at man enten har lånt/brugt nogle af deres billeder  - eller gerne vil bruge dem. Og efter at have læst Klidmosters historie, er det ihvertfald også meget vigtigt at forhøre dem om copyright. Jo større virksomhed, desto bedre er chancen for at de har købt billedet med tilhørende rettigheder. Og herefter vil de så være i stand til at sige om du må beholde billedet mod efterfølgende visning af copyright. (Husk i øvrigt også, at e-mails gælder som skriftlig dokumentation i retslige sager.)

Hvis du selv har taget fotografiet og ser det brugt andre steder til andre formål end det var tilsigtet (fx en tærte, der pludselig er på forsiden af en brochure om Bed&Breakfast - ja, så er du til gengæld også i din gode ret til at kontakte en advokat og få penge ud af den formastelige, der har misbrugt din copyright uden tilladelse fra dig!!!

Har du et blog brand???

Dette indlæg har jeg længe villet skrive, men har ikke rigtigt vidst, hvordan jeg skulle vinkle det.Sagen er, at jeg som marketing- og kommunikationsuddannet ad flere omgange har tænkt over mig selv og min blog. Jeg mener... Jeg har et blogger-visitkort, har jeg ikke? Og jeg har et kaldenavn, der vist ikke er nogen andre på nettet, der har. Prøv bare at Google "Hottie Von Dottie" og du vil se løjer og langkål...
Selvfølgelig hedder jeg ikke "Hottie Von Dottie" i virkeligheden, og det har jeg tit tænkt på, om det gør en forskel for jer læsere, men indtil videre synes jeg det er så cool et navn, at jeg beholder det.

Nå, men til det der blog brand...
Jeg er kommet til at tænke på det, fordi jeg synes at mange små ting er med til at skabe ens identitet på nettet. Dit digitale aftryk kan afsløre rå mængder af data om dig, og i disse år har det aldrig været så vigtigt (også for mig som arbejdsløs) at ens digitale street cred ikke har ret mange brune stænk i glorien. Ministre er blevet fjernet fra deres taburet pga. udtalelser på Facebook. Derfor er det blevet interessant at se på, hvad ens blogbrand består af.

Et brand skal tænkes som en identitet for dig og din blog. Udvikling af brand ID fra virksomheds- og marketinglitteraturen består af mange forskellige ting, men de tre vigtigste af dem vil jeg liste her:

1: Mission/vision
2: Værdier
3: Unikke kompetencer/egenskaber

Alle tre udgør faktorerne de vigtigste elementer i et brand. Det er på passionen, følelserne og missionen vi adskiller os fra alle de andre konkurrenter på markedet - ihvertfald efter min mening. Og ens kommunikation - dvs. dine blogposts skal afspejle ovenstående. For hvad er det vi som nye læsere på blogs gør? Vi spørger os selv, hvorfor vi skal læse denne blog. Hvis ikke der er en stærk profil på bloggen og indhold, der passer til/matcher - så vil vi spørge os selv, om emnet er så tilpas afspejlet på bloggen, at vi gider læse den. Hvis den er mere "fad" i det - altså bleg og man ikke rigtigt lige kan se temaet for bloggen, så er man - ihvertfald jeg - hurtigt videre. Medmindre det er et helt obskurt emne, der alligevel prikker til min interesse.

Profiler dig - allerede i starten!
Dine læsere skal vide præcis hvad de går ind til allerede fra overskrifterne. Det betyder, at præsentationsteksten og overskrifterne er vigtige. Din profiltekst på bloggen skal være noget af det allerførste de ser, så de hurtigt kan finde ud af, hvad din MISSION er. Hvad vil du med din blog? Hvad er formålet? Hvor skal du hen? (Vision/mission).
Lad mig tage mig selv: Min egen tekst skriver med det samme, at det her er en blog af en mælkeallergiker og handler om mælkeallergisk mad. Dette er også godt hjulpet på vej af bloggens beskrivelse øverst:

Blog om livet som mælkeallergiker - fra køledisk til køleskab.

Godt så. Så er det slået fast. Men hvad vil du med bloggen? Hvad er dit mål?
Her - prøver jeg ihvertfald - at skrive min mission og værdier i introteksten:


Kan man leve og spise godt uden at være asketisk som mælkeallergiker? Selvfølgelig kan man det! Læs med og bliv klogere...

Ergo, vi har hermed forstået, at denne blog sandsynligvis handler om noget med opskrifter til mælkeallergiker - og måske endda tips og videndeling om livet som mælkeallergiker.
Lige præcis HER skulle det være klart, at jeg gerne skulle have formidlet de tre ting:

• Mission/vision (=jeg skriver om livet som mælkeallergiker og vil dele min viden med dig), 
• Værdier (= Man behøver ikke være asketisk for at leve med mælkeallergi - det går faktisk helt fint) 
• ...og unikke kompetencer/egenskaber.

Da der ikke er ret mange (mad)blogs om livet som mælkeallergiker har jeg allerede her etableret nogle relativt unikke kompetencer og egenskaber for min blog, nemlig mælkeallergien.
Her kommer vi så til det næste - nemlig formidlingen - aka blogposts. Her skulle jeg gerne kunne formidle bloggens formål hver gang - eller den skulle nogenlunde være til at spotte direkte eller inddirekte.
Bare fordi jeg ikke skriver om mælkeallergi i hver post, skal læseren kunne se, at det netop ikke betyder, at man skal være asketisk som mælkeallergiker. Men hvad jeg ikke ved, er, om læseren kan læse det...? Med med kommentarer kan man jo se, om man rammer et publikum og hvad de synes om indholdet.
Fx er der jo også lidt håndarbejde og andre interesser på min blog (HVEM sagde lakrids?! HVEM!!!)

Udvikling af brand ID er sjovt - hvis man kan få det til at fungere eller har lyst til at lege med det.
Når man har alt det ovenstående på plads, så er der alt det tekniske pjat - såsom META tags i bloggens html-kode, så Google finder de rigtige søgeord og ranker din blog højt osv osv - men det må blive næste gang eller næste gang igen. Lige nu håber jeg at min post har sat dine små grå i sving - du må også gerne fortælle mig, hvis der er ting min blog mangler for rigtigt at slippe min brand ID løs...

Jeg tror alle bevidst eller ubevidst ved, hvad de vil med deres blog og hvad de repræsenterer - men er du bevidst om det og kunne du gøre mere for det, tror du?

PS: Jeg er klar over, at det også er det grafiske, der adskiller dig, altså dit blogdesign mv. - men da det også er en lidt større omgang, tror jeg, at jeg vil gå lidt mere i dybden med det en anden gang :-)

Reklamefis i en fuplygte?

Jeg har set et par eksempler på, at bloggere indgår samarbejde med eksterne partnere for at udnytte de kommercielle muligheder der er ved blogningen.
Blogging synes at være kommet stærkt tilbage de sidste par år som en mulig markedsføringskanal...
Mange madbloggere har da også fået kontakt fra firmaer, der ønsker at bruge bloggere som reklamesøjle - eller, det er måske den negative side af sagen - men ikke desto mindre er der nu et firma, der tilsyneladende specialiserer sig i at være samling for annoncører og bloggere.

Google AdSense har i mange år været en af de brugte reklame-metoder på blogs. Det nye er tilsyneladende, at det nu er mere specialiseret, hvilke annoncer du får på din blog, og at du faktisk selv kan bestemme.

Jeg har hele tiden været imod at have annoncer på min blog - men som kommunikationsuddannet, er jeg fascineret af konceptet. Er der virkelig så meget gang i dette område at vi nu har agenter der får bloggere og annoncører til at mødes (på bloggen)?

Det vidner om, at virksomheder har fået øjnene op for ikke kun Facebook som reklamesøjle. Måske fordi Facebook et eller andet sted på en eller anden måde er mere upersonlig end en blog?
Og hvad håber de at opnå?
Og hvad er det for en målgruppe de så gerne vil nå?
Hvad håber de er ROI på deres annoncer og lignende?

Man skal selvfølgelig skille tingene ad. Dette firma, som tilbyder annoncer og re-design af ens blog, tilbyder annoncer på bloggen.
Den anden del er de sponsorater, som bloggere får for at anmelde produkterne til et langt mere trofast publikum end den flygtige forbruger hos virksomhederne. Nogen af de mest progressive virksomheder har allerede indset dette og udnytter det til fulde!

Det får mig til at tænke på, hvordan man kan karakterisere en typisk blogger. Hvordan er den typiske blogger? Jeg tror det er svært at spå om, udover nogle få, korte facts som alder, køn, hvor lang tid h*n har haft bloggen, interesser og lign.
En blog er jo en digital dagbog, fordi hverdagen går så pissestærkt idag. Man har behov for at udtrykke sig, dele med andre - og gør det gerne, lige fra kageeksperimenter til den nyeste bluse fra H&M.
Derfor har virksomhederne jo lige så svært ved at inddele bloggerne i segmenter, som de har ved de almindelige forbrugere. Og endnu sværere kan det være, fordi nogle bloggere har en "hemmelig identitet" som de lever ud på deres blog og ikke i deres 3D-liv. Fx kontorassistenten, der laver fantastiske kagekreationer i fritiden eller revisoren, der roder med Harley Davidson motocykler.

Bare fordi blogging kan gøre en omtale/reklame (som det jo i virkeligheden er) mere personlig i forhold til en dødsyg annonce i et blad, så betyder det jo ikke, at det er blevet spor nemmere at finde den rigtige blogger til at videreføre ens budskab. Det er både det spændende - og det frustrerende - som annoncør/virksomhed.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg synes om BlogHQ i forhold til deres virksomhedskoncept. Men fra mit faglige synspunkt kan jeg sagtens se relevansen - og ideen i deres forretning. Jeg tror det er fremtidens folk vi skuer på.

Teknisk assistance?
Men jeg tænker også... Er det bare fordi mange bloggere primært er interesseret i at få deres budskab ud, og så er det der med teknikken en mindre detalje? Og når noget så driller, så tænker de "nå, så lader jeg det være og håber der kommer en løsning eller også lever jeg uden"
BlogHQ laver dit eget design efter dine ønsker, flytter dit domæne, flytter alt blogindhold for dig - kort sagt, de gør alting for dig. = Conveneince (staveplade).
Man skal ikke tænke, bare koncentrere sig om at skrive flere blogindlæg.
Er BlogHQ egentlig bare for de bloggere, der ikke kan finde ud af det tekniske og godt vil betale prisen for at nogen fixer design og tema på bloggen med et par annoncer? Jeg tror mange (kvindelige) bloggere nok er lidt imod ideen, fordi det der med at tjene penge på ens blog forekommer dem helt forkert.

På den anden side, er det jo klart, at man nok skal være bare en smule bevandret i HTML light og SEO for at få det fulde udbytte af en blog idag. Men med alle de tutorials og guides og jeg ved ikke hvad, der er tilgængelige, så er det svært at se, hvordan man IKKE kan forstå bare lidt af det. Men jeg ved ikke, om jeg også bare er sådan en teknisk frikadelle, der har en god forståelse for webdesign?!
Jeg har mit eget domæne, det klarede Google for mig. (Tak Google) ;-) Og jeg har da også leget med Filezilla og Wordpress og eget .dk-domæne.
Men jeg kan også godt installere et nyt Blogger-tema med en html-skabelon. Fra en ekstern udbyder som ikke er Google Blog. Men det er nok ikke alle, der lige hopper ud i det. Man skal have noget basal teknisk viden for at gøre det.

Så... alt i alt. Hvad synes I?
Kunne I finde på det?
Går man imod bloggen som anarkistisk, fordomsfri og reklamefri udtrykskanal ved at bruge et firma som BlogHQ? Kunne I finde på at stoppe med at læse en blog, fordi der blev spammet med reklamer?
Personligt går jeg hurtigt videre fra en blog, der er ved at svømme over med reklamer. Men en lille, velplaceret reklame, med det rette budskab og interessante produkter - det kunne faktisk være ganske udmærket. Jeg skal da ikke være bleg for at indrømme, jeg da også klikker på Facebooks reklamer...

Se mit fjæs!

Jeg har ikke gjort så stort nummer ud af den de sidste uger, selvom nogle sikkert allerede har opdaget, at jeg har et link til min Facebook-side liggende på min blog med daglige "digests" af hvad jeg deler.

For jeg deler nemlig en hel del på Facebook, der aldrig rigtigt går "live" her på bloggen.
Det er fx åndssvage madindslag, links til alle mulige mærkelige køkkenting, tips og teknologiske/digitale indslag, der lige nu fanger min interesse... Jeg er jo bidt af en digital piratfisk (no pun intended) - og jeg falder jævnligt over sjove/spændende/skægge ting fra den digitale verden, som jeg deler med mine fans på Fjæset.

Fjæset er endvidere en mega awesome måde at være tilstede på, selvom man ikke lige får skrevet blogindlæg den dag. For man kan vel ikke skrive 1 blogindlæg om et enkelt stykke sjovt køkkenmekanik eller andet ;-)

Til de, der allerede er "lyttere" inde på HomeMadeHeavens Facebook-side, så vil jeg bare sige :

TAK, TAK, TAK! 

FEDEST at I gider hænge ud sammen med mig og min blog derinde - det er bare så skønt at læse jeres kommentarer og input til spørgsmål eller ting jeg linker til :-)

Igår linkede jeg til et gratis webinar om Google Plus og Facebook - for hey, hvem ved hvad fremtiden bringer?

Sharing is caring - and that's what I do :-)

Hvis Paul var en fisk...

...Så ville han godt nok være død nu. Og det samme er pausen.
Eller - ihvertfald så død som sådan en slatten sild nu en gang kan være. Man spiser den jo stadig, selvom den er død.
Anyway, jeg har aldrig været særlig god til pauser. Det er lidt sådan som med graviditet - enten er man, eller også er man ikke. Så nu har jeg (åbenbart) officielt vedtaget at Pause Paul er død, ditto er min pause, og at pauser generelt er et no-mans-land som man helst ikke skal opbevare sig selv i for længe. Der er ikke så lang holdbarhedstid på stedet alligevel.

Jeg har haft en hel del ting, der stjal min energi IRL. En træls situation på arbejde, der besluttede sig for at det kun bliver et midlertidigt arbejdssted, en MUS-samtale, og så forskellige andre ting har taget meget af mit fokus. Så meget, at jeg ikke engang kunne overskue at sætte mig ned og blogge, selvom jeg elsker det - elsker at dele mine tanker med jer, om det så bare er for at fortælle om denne eller hin ret - hvis man da ikke brokker sig over noget, som ligefrem bliver til en del af søndagens indlæg i et kirkerum. (Se hvorfor i kommentarerne her).

NÅ, men for ligesom at kickstarte skrivetangenterne igen, så tager jeg denne gang fat på noget, der måske ikke er så madrelateret - men hey, bær over med mig, jeg skal lige igang igen og varme mig selv op. Vi KAN dog starte med et lille madbillede, bare så stemningen ligesom er lagt... ;-)

En fin, lille omgang gullasch jeg lavede i denne uge af lækkert kød fra Bondegården, der blev stegt i 1½ time, tilsat gulerødder, gul peber og paprika og så ellers fik lov til at passe sig selv. Sådan ca.

Den lidt triste stemning har min bedre halvdel og jeg prøvet at få lidt på afstand, og en af måderne, hvorpå dette er sket, er faktisk ved at gå i totalt nørd-overdrive.... Hvis du ikke gider læse nedenstående, så forstår jeg det godt, for det her er så nørdet, at ikke engang populærkulturen gider lave sjov med det her - det er simpelthen for spacey til de kan finde noget at tage pis på omkring det.

Men... Har I set de der mænd, drenge, fyre... ja, de findes i alle aldersgrupper faktisk - der har rå mængder af orgrer og andre mærkelige ting stående i deres hjem og som begynder at få tics, hvis du piller for meget ved sagerne? Som altid har pletter under neglene, fordi malingen er tørret?
Oh yes, du ved, hvad jeg snakker om... Mænd, der maler små figurer og spiller med dem.

SÅ nørdet er jeg ikke. Nej nej. Det kan der virkelig ikke være tale om.
Besides - min kæreste finder denne hobby ganske charmerende, men ved I, hvor totalt r...kedeligt det er at male sådan en ork? Det er helt ekstremt kedeligt, kan jeg godt fortælle jer. For jeg har prøvet - bare for at teste mine malerskillz, før jeg begyndte at lege med det her:

Yes, I know. Jeg ville have forsvoret at jeg nogensinde skulle klippe små tingester ud af sådan en her:

...Og spille et spil, hvor der var flere små figurer og motiver end på hele Danmarkskortet tilsammen!

...Men samtidig har jeg også en sær svaghed for Jack Sparrow. Og det var præcis hvad jeg kom til at tænke på, da jeg så det her spil, der leveres komplet med spilleplade, spilfigurer (der godt nok skal males), regler og små kort, næsten helt som Matador. Hvad reglerne er, har jeg ikke helt sat mig ind i, men jeg tænkte straks, at det her spil da næsten måtte være bare LIDT rettet mod dem, der har lyst til rent faktisk at spille og ikke kun lege med vandfarver... *fnis* Nå, ahem... *host*, videre til sagen.

Igår dristede kæresten og jeg os så igang med at samle et par spillefigurer. Spillet består af 10 sørøverskibe (og tro mig, der er faktisk en af dem, der minder mig om The Black Pearl), og herudover en masse spil accessories, der gør det ud for dekoration på spillepladen... Eller... måske har de en funktion. I shall be ever knowing om et par år, når jeg er færdig med at male alle figurerne. Min bedre halvdel har allerede en del malede små figurer fra en anden serie, så man kan sige at han har rutinen allerede... Om nogen af os har talentet, må vist være op til jer at bedømme:

Indrømmet - billeder taget med blitz bliver bare aldrig rigtigt gode - men her er der brugt en sort underfarve, en blå base-coat og en turkis vandfarve... tilsat lidt hvidt der skal gøre det ud for bølger. Når jeg om nogle uger er færdig med skibet (uden at rive mit hår ud i mellemtiden af frustration over de små detaljer og en rystende hånd) - så har jeg den første spillebrik. Så mangler jeg kun den og 9 andre brikker, samt diverse elementer i spillet.

Er jeg blevet nørd? Eller totalt kikset?
Jeg ved det ikke.
Men det er sjovt at genoplive barndommens glæde ved at lege med vandfarver.

Vi voksne har så sjældent mulighed for at hive vores indre legebarn frem (ihvertfald hvis man ikke har legesyge børn) - at vi nogen gange er nødt til at prioritere det, på bekostning af at risikere at blive mærket "NØRD" for all the generations to come...

Men kreativitet tror jeg aldrig vi bliver for gamle til - det er bare et spørgsmål om, hvilken form den tager.... ;-)

Jeg kan ikke holde kæft....

Indrømmet.
Jeg har svært ved at holde min kæft, når mit pis kommer i kog. Jeg ved godt jeg havde pause med bloggen, men tæller det med et meningsudvekslende debatindlæg? Bare et lille-bitte-et????
For det høje blodtryk blev aktiveret for lidt siden, da jeg endelig fik catchet op på sidste weekends Stop Spild af Mad-tema på DR2 (grundet fødselsdag må man nogen gange prioritere....)

Jeg kan ikke lade være med at flyve helt op i det røde felt, når det gælder de der fire "smagsdommere" som Spise med Price lavede mad til. Typiske eksempler på personer - der nok er mange af - i Danmark, som ser mere på datoen end den vare, der ligger indeni kassen/æsken/boksen.
Det er simpelthen uhyggeligt! Tænk at man bare per automatik smider mad ud efter 2 dage, fordi det er sådan ens vaner er indrettet?!
Whaaaaaa...????
Kom igen???

Jamen, jeg tror skam der er mange af dem. Måske ikke så mange af dem her i Blogland - men ude i Frikadelle-Danmark, hvor den travle hverdag efterlader forkælede mennesker, der tager overfloden for givet og måske ikke tænker så meget over, hvad de smider ud pr. uge.
De sidste par år er jeg virkelig blevet bevidst om, hvor meget jeg smider ud. Jeg har nemlig selv været slem og slemmere til det. Så nu er jeg på et kompensations-trip for at smide så lidt mad ud som muligt.
Vi laver faktisk madplaner - og bruger dem. Det betyder ikke, at der ikke er elastik, men 90% af vores mad bliver brugt op. Og jeg er faktisk megastolt af det. At udnytte sine ressourcer optimalt er klart noget der gør glad.

Hvis denne tese er sand - så må skraldefolket være nogen af de rigeste - og lykkeligste - mennesker i Danmark. Det må være dem, der trækker gennemsnittet for resten af landet op, tror I ikke?

Det hele får mig til at tænke på, at der efterhånden er mange (måske især i den yngre generation) - der ikke ved, hvad maden er, og hvor den kommer fra. Jeg kan huske i et af afsnittene af "Bonderøven" på DR2... Da han skulle slagte en ged, så havde de klippet den del væk, hvor han slagtede geden. Og så tilførte de i øvrigt lige et "Og vi skal advare om meget stærke billeder". Why? Fordi hans kæleged skulle slagtes? Jaysus feckin' Christ. Hvordan i alverden skal børn dog lære noget om den virkelige verden, hvis sådan nogle ting fraklippes - også af de velmendende damer i DR???!!!!

Ej men altså... come on.
Der er simpelthen noget galt i Danmark. Og det er ikke kun fordi supermarkederne bugner.
Som man så rigtigt poionterer - Danmark giver en af de relativt største andele er vores indkomst til de fattige lande. Samtidig er vi et af de lande, der smider allermest mad ud, og som er i fare for at udvikle deciderede fedmeepidemier.

Logistisk set kan man ikke sende alt overskudsmaden til Somalia. Selvom de nok ikke ville sige noget til en brie med et par mugpletter på. Det er nok bedre end det de har fået den sidste uge. Men overordnet set. Nogen skal begynde at købe færre varer, for at supermarkederne - efter noget tid - begynder at bestille færre varer - og derved smider mindre ud. Danskerne skal inspireres (læs: opdrages!) til at lave mere mad af det de har - og måske endda i det hele taget lære at lave mad. Om de så spiser kylling i karry i en hel uge - når man bliver tilpas træt af kylling, så finder man sgu nok på noget?!


By the way... Jeg har en butternut squash liggende ude i min flamingo-kasse på altanen... Ideas, anyone???

Some halloween-magic!

Ja, hvad giver I?
DET er da næsten sort(hvid) magi det her...

;-)

Nogen har skeletter i skabet - andre har afdøde sjæle at vække på deres Kindle.....

Hvis du vil vide, hvad jeg læser på min Kindle, så tjek min Kindle bogblog - lige her.
Det kan være du bliver overrasket...

Happy halloween!

Har du et visitkort???

Enhver luset sælger med respekt for sin egen luskede forretning har dem.
Enhver jobsøger bør have dem (tjek!)
Og er du bare en mærkelig kegle eller pissedygtig til det du laver - så bør du også have dem.

Visitkort.
En lille dankort-størrelsesting, der et fantastisk redskab, også i den kreative verden som Blogland.
Kan ligge nede i en pung, kan bruges som bogmærke, er fantastisk til at åbne en kuvert... Eller, nej, ok, den sidste del er måske ikke så relevant. Hvem får i øvrigt også brevpost i disse dage?!

Folk spørger mig ofte "Hvad er det nu din blog hedder?" Og hvis de er meget interesserede... så spørger de hvad adressen er - altså, den på internettet.

Det er bl.a. derfor jeg fik fingrene i en www-adresse. Fordi det er så meget nemmere end at sige "h-t-t-p-dot-[indsæt blognavn]-dot-blogspot.com."!
Medmindre man har en hukommelse som en diktafon (eller rent faktisk har en diktafon med sig, alt er jo muligt i disse iFåne-tider) - så går de fleste rimelig koldskål på sådan en adresse. Et voila - Hottie Von Dottie fik sin egen www-adresse og blev domæneejer med fem klik.

Men hvad godt er der ved sådan en www-adresse, hvis ikke man kan få lov at flashe den engang imellem?

Så når folk spørger stikker jeg dem en flad - kort og godt.
Og når folk spørger om jeg har en Facebook-side? Jamen det har jeg.
Du kan se den ovre til højre - eller klikke her. Jeg vil selvfølgelig blive ærkevild, hvis du gad blive fan, men der er ingen tvang. ....Eller, kun lidt mener jeg!

100% Lakridslove

Lige nu ligger der 250 marengs på mit køkkenbord og venter på at blive spist imorgen, når Lakrids-John aka Johan Bülow afholder en festlig fest for detailhandlere og Facebook-fans på Amager Strand.  Tryllekunstnere, lakrids-kok, cocktails med lakrids og alskens mærkelige sager kommer forbi.
Gør du?

30 marengs ud af 250... Kun 220 to go *prust*

I mit lille madlaboratorium har der været fuld knald på kolberne og bundselbrænderne de sidste par uger - og det er derfor der har været stille på bloggen. MEGET stille. Jeg har været i kage-lejr, ramt af marengs-mani eller hvad du ønsker at kalde det. Jeg blev engang i juli kontaktet af en projektleder fra Bülow-lakridserne via min blog. Han havde fået til opgave at invitere 2 madbloggere til lakridsfest den 12. august, når de lancerede deres nye lakrids "B".

Som det nu er typisk mig, sagde jeg selvfølgelig JA! med det samme, uden at ane, hvad f... jeg egentlig var hoppet ud i. Det fandt jeg dog ud af... For hvordan bager man lige 250 lakridsmarengs på Amager Strand ude i det fri med sand og tanglopper om ørerne? Uden at få hygiejnepolitiet på nakken? Det gør man ikke, nej. Så der skulle forbages...

Man tager noget sukker... Og noget lakridspulver

Tilføj nogle æggehvider... 

Det værste ved at lave marengs er, at de skal have så fordømt langt tid inde i ovnen. Ca. en time - eller mere!

Se Bambi! Hviderne er HELT stive!!!

Der sker noget sjovt, når de stive æggehvider får eddike og sukker tilsat i en rasende fart...

Du vil ikke rigtig vide, hvor mange fryseposer jeg har brugt den seneste uges tid...

Når man har to plader fulde, kan I selv regne ud, hvad man gør, når marengs-posen er brugt op. Man venter. Og venter. Og er glad for at æggehviden er stiv nok til at holde formen...

Shaken - not stirred - marengs...

Faktisk er det sindssygt skægt at lege med sprøjtefrysepose og blød marengs-masse. Men efter 250 styk begynder du at miste lidt af gejsten...

De er sjove, bløde og søde... og luftige. Mere end luftige. Hvis der var mere luft i dem, ville de lette fra pladen tror jeg...

1 ud af 10 plader...

Det endte med, at jeg er den eneste madblogger, der kommer til Lakrids-showet imorgen. Planen var ellers at få 2 bloggere til at komme ud og lave lakrids-stunts. Det er lidt ærgerligt - men det slår ikke skår af min glæde alligevel.

Men nu hvor de sidste marengs er bagt her til aften, de forskellige hjælpemidler til spejderkøkken-madlavnings-opgaven er lagt frem og forklædet er på plads... Så vil jeg læne mig tilbage i stolen, nyde en drink fra reolen og forlade madskolen, mens jeg venter på solen. (det var da vist egentlig RET Nick&Jay'sk det der rif, hvad...) Og fuck nu det, at solen alligevel havde andre vigtigere ting at lave imorgen end at skinne til arrangementet, det skal nok blive sjovt.

Jeg glæder mig til at snakke med både Facebook-fans om lakridsens mange (mad)glæder, og møde alle de begejstrede detailhandlere, der har sagt ja til at komme. Og sidst - men IKKE MINDST - glæder jeg mig til at smage lakridsmad fra kokken Gorm Wisweh, der har sagt ja til at lave aftensmad og frokost til os (tror jeg nok?!).

Men udover det - selvfølgelig skal jeg også spise en HEL MASSE LAKRIDS, når den lanceres.

Ses vi?

De 10 stærkeste madtrends for 2010

Trends er, hvad de nu engang er. Tendenser. Aktiviteter. Adfærd blandt de små 3 procent af befolkningen, der er firstmovere, og som elsker at være først med det nye. Ifølge magasinet "Sund nu" er de ti stærkeste madstrends for 2010 disse. Jeg har tilladt mig at gengive dem frit fra Berlingske Fri's liste:

1. Klimakøkkenet
2. Hel mad
3. Fra jord til bord filosofi
4. Det nordiske pulterkammer - eller spisekammer om man vil...
5. G for Grød
6. Functional Food
7. Sukkertrang gå væk! Erstat den med...
8. Ny madpyramide fra Amerika - skal nok give Sundhedsstyrelsen sved på panden
9. Kokosvand!?
10. Min mad er den bedste... sGu!

De første to-tre punkter siger vel næsten sig selv: Maden skal være "hel", ikke alt det tilsætningsfyldte semi-mad, som vi de sidste ti-tyve år lystigt har puttet i vores system. Næh, nu skal vi vide, hvor koen kommer fra, om den har haft et godt liv og vi gider ikke alt det hakkede kød - der kan jo både være lam og svin i det for dælen. Næh tak, giv mig en hel mørbrad, det ved man da hvad er! -Hvis ikke den altså er blevet limet sammen af kødklister...
Og så skal der ellers tang, ramsløg og deslige til, for det nordiske køkken giver klimavenlig mad.

Havregrøden har også fået et revival. Og her gælder tilsætningsmentaliteten åbenbart stadig, for vi putter en masse sjove ting i: Kirsebær, flødeskum, chokolade og diverse kernegodter bliver lystigt tilsat på den lille Michelinrestaurant. Jeg forstår konceptet - grød er aldeles og ganske rigtigt sundt, og det kan bestemt inspirere til nye desserttyper, men...? Lad nu kokke være kokke og lad være med at følge efter den nøgne kejser med grød i underbenklæderne...

Vi vil være sunde og proppet med vitaminer. Så functional food har fået et revival, der siger spar to. Samtidig er der tale om, at Amerikas sundhedsmyndigheder kommer med en ny kostpyramide, så sammen med de nye og naturlige (*host*)  former for sukkererstatning, er vi godt på vej til at blive en befolkning af sundhedsapostle... Eller er vi? Er det ikke nærmere sådan, at vi efterhånden - lidt som i USA - er opdelt i forskellige lejre? Jeg fornemmer lidt, at der i Danmark lever tre grupper:

A-holdet: Dem, der har tid/råd/gider at gå op i de nye trends, købe sunde, hele produkter og kødstykker med et godt liv på bagen. Rent bogstaveligt endda.
B-holdet: Denne gruppe køber lidt sundt hist og her men hopper ikke rigtigt på alt det kokosvand og grød-halløj. De kan ikke rigtigt se det sprøde i at få serveret en sjat havregrød til forret, som man selv kunne lave  derhjemme.

Og så er der dem, der føler sig fuldstændig magtesløse, og som Sundhedsstyrelsens kommunikationskampagner går hen over hovedet på. C-holdet: Det er den skeptiske gruppe, hvis skepsis måske kan ende med at blive deres endeligt, fordi de ikke lever sundt (nok). Det er dem, der vil have brug for ydelser fra en stor del af velfærdssystemet, fordi de ikke havde indkomst eller nok social støtte til at indføre nye, sunde vaner.

Heldigvis er vores smag forskellig og smag kan jo - pr. definition - ikke diskuteres. Men jeg synes efterhånden jeg sidder med en lidt dårlig smag i munden over den megen fokus, der er på at være et sundt, detoxet overskudsmenneske. Måske er jeg gammeldags... men jeg synes ikke vi kan være al den kontroltrang bekendt. Det ville virkelig være sørgeligt, hvis ABC-remsen blev noget vi begyndte at give videre til børnene. Sundhed burde ikke være indkomst-afhængig. Men det synes jeg desværre den er efterhånden...