Viser indlæg med etiketten Mælkefri lagkage. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Mælkefri lagkage. Vis alle indlæg

3. jul. 2011

Sommertærte med friske bær og mælkefri kagecreme

Igår havde gemalen fødselsdag.
Ikke noget stort - bare 29 somre, så det er først næste år han virkelig skal gå i panik over at holde stor fest. Siger jeg. Da jeg også selv fylder rundt om 1,3 år, kommer vi nok til at slå den sammen i et større orgie af gaver, fest, havetelt og den slags... Ja, man kan da altid håbe at jeg til den tid kan bidrage til festens udgifter fordi jeg (endelig) har fået job til den tid...

Det blev dog fejret med maner allerede fra morgenstunden, så i silende regn traskede jeg afsted til den lokale brødbiks efter noget af alt det morgenmads-lir, som herren ønskede sig. Men i gråvejr er det kakaostil, så mens han selv sluprede ½ liter Mathilde-kakao i sig, tog jeg den varme udgave, lavet på vanille-sojamælk:



Senere på dagen ventede svigermor med gaver og fødselsdagstraktament og derfor ville jeg have lavet en af mine populære mælkefrie lagkager. Men da jeg stod nede i Føtex og skulle vælge lagkagebunde (havde besluttet mig for at springe over, hvor gærdet er lavest og købe bundene) - fandt jeg i stedet på at investere i en bløddejs-tærtebund, som jeg kunne stoppe noget creme på og toppe med nogle af sommerens dejlige bær istedet for at dække dem til :




Bunden var dog noget tør i det, og meget tyk også, så jeg ærgrede mig over, at jeg ikke lige fik hældt noget sprut/saftevand over den før jeg puttede den mælkefrie kagecreme på, men altså - det skulle gå lidt hurtigt, for havde bund, creme og bær med i samlesæt og så var det ellers om at gå i krig, straks da vi kom, fordi bollerne stod der og var skønne og lune!
Lidet anede vi, at dagen skulle byde på massive mængder regn (gemalens familie bor tilfældigvis på Vestegnen...) - det var altså ret vildt, da det gik allerværst for sig. Fx kvitterede YouSee med en tv-afbrydelse og da vi kl. 22-ish greb chancen mellem dråberne og kom hjem, fik bilen da mere end 1 undervognsvask! Og den er ellers ny, så burde ikke have behov, ville man mene.....

I morges var kagen meget meget bedre. Så... jeg nuppede da lige et ordentligt stykke til morgenmad. Men hey - det er søndag - og post-skybruds-dag! (Vi slap dog med skrækken - vores kælder er stadig ganske tør!)

17. nov. 2010

Alt godt fra bageriet- inklusive en mælkefri lagkage!

Jeps, så oprandt dagen endelig, men det er hårdt at fylde år, i hvert fald hvis man har tænkt sig at bage alverdens ting... Nå, jeg klager ikke, dagen var ganske hyggelig og Mutti var en uvurderlig hjælp - hvordan skulle jeg ellers have fået tid til at bage alt fra lækkert knækbrød til lagkage og muffins og muslibarer og og og...?

Så ja... lad os bare starte diasshowet:

Her har vi lige hevet de hjemmebagte knækbrød ud af ovnen... de smager forbandet godt, fandt jeg ud af. Sikkert afsindig lækre med en omgang flødeost på, hvis nu jeg var en af de heldige, der kunne tåle sådan noget fy-fy. Opskrifterne lægger jeg ude på bagesiden.


Her er de lagt i kasse i nydelige stabler og jeg tør godt indrømme, at fødselsdagsgæsterne var pænt begejstrede:




Nå, så gik bageturen videre og fra de flyvende knækbrødstæpper landede vi på lagkagehuset:



Selve lagkagebunden laves af:

150 g sukker
150 g margarine
3 æg (str L/XL)
150g hvedemel
- i den rækkefølge faktisk og bages i +/- 15 minutter på midterste rille ved 200 grader (alm ovn).

Og så var vi i fuld gang med at lege konditore med jordbær og kagecreme... nam nam nam!


Voila - her er resultatet:



Fyldet var de fineste røde jordbær, der dårligt havde set et jord-atom, og havde sikkert udledt et ton CO2 (men det er altså også kun 1 gang om året man har fødselsdag) - og så naturligvis min mælkefrie lagkagecreme, som også Mutti nu lærte at lave, da mælkeallergi desværre bli'r i familien...

Som prikken over i'et lavede vi lige en omgang muslistænger og så sluttede vi af med en omgang muffins - sådan, bare lige for at toppe det:


...Bagt på opskriften af en amerikansk gulerodskage, og den er både djævelsk og saftig, så opskriften kommer naturligvis ind på siden om kager ;-)

Og så var det blot at sige velkommen til gæsterne - brunchen var en kæmpe succes, de hjemmelavede müslibarer og knækbrød væltede nogle vældige kegler, og veninderne gik glade - og mætte - hjem fra en tåget, doven søndag med masser af hygge, skvadren og fri leg ;-)




(Psst - den opmærksomme læser har sikkert bemærket de hjemmegjorte boller i kurven - jeg lægger opskriften herind ved lejlighed...)



4. okt. 2010

Æwle bæwle for et stykke mælkefri lagkage!

Yeah, så er det æbletid!
Og de danske æbler er bare SMUKKE!
Både i smag - men sandelig også i udseende.

...Faktisk synes jeg bare, at man tit kan SE på æblerne, hvor de kommer fra. De danske æbler strutter af sundhed og vitaminer og man tænker "gimme!!!" (her skal vi lige over i det engelske sprog engang...)

Nå.
I søndags var jeg i et lettere eksperimenterende humør, og da æblesæsonen jo nødigt skulle gå MIG forbi, besluttede jeg først at lave æblegrød.
Men mens denne grød simrede og boblede tænkte jeg... Hm... jeg har lyst til lagkage.
Jamen... så laver vi da bare en lagkage! For trods mælkeallergi kan man sagtens lave mælkefri lagkage...
Men så var gode dyr jo rådne, og hvad gør man så?
Heldigvis var æggene ikke, og fluks greb jeg Amos Fødselsdagskagebagebog hvor der med et hurtigt opslag fandtes en nem opskrift på lagkagebunde: 150 g sukker, margarine og mel - samt 3 æg og en teske bagepulver. Nemmere kan det da ikke være tænkte jeg, og startede straks Laura K, som brummede lystigt. Efter at have bagt første omgang bunde i 15 min i ovnens maskinrum, fandt jeg dog ud af, at de hersens bunde da så nowet slappe ud, så igang med mixeren igen og ind i ovnen med næste portion bunde.
-De blev så i øvrigt rigtig gode, skal jeg hilse og sige... De var næsten godbidder at snacke alene :-)

Nå, men så koger vi lige noget mælkefri kagecreme, der kom ind mellem bundene sammen med den - nu afkølede - æblegrød. Resultatet taler vist for sig selv - det SMAGER bare bedre med hjemmelavede lagkagebunde... når man altså har tid til at lave dem ;-)


Walla min æblefætter - så er der sgu serveret!

10. jul. 2010

Mælkefri lagkage...? Ja tak!


Ok, lad mig bare indrømme, at når man har mælkeallergi, er der visse ting, der ikke er RET sjove... Og det er fx at skulle undvære is, ost, flødeskum og deslige. I denne sommervarme, hvor vi i øjeblikket har temperaturer over de 30 grader, er der godt nok grund til at være lidt misundelig på alle dem, der gnasker is i sig så det står ud af ørerne.
Så... what to do?
Jo, man låner selvfølgelig Jonna Deibergs "Mælkeallergi" - en bog fuld af mælkefrie opskrifter - også med desserter! :-D

Igår testede jeg en opskrift på kagekreme og resultatet var en lagkage, der smagte ligesom min mors: Med bær og kagekreme i hvert lag, og så godt med saft til de tørre lagkagebunde (især når man nu har købt de dyre lagkagebunde, der ikke var mælk i... )




Og her:


Opskriften på denne kagekreme kommer her:

35 gram fint rismel
(Jeg brugte Pama Rismel)
4 dl vand
3-4 tsk vanillesukker
2½ spsk sukker
30 g margarine
½ tsk salt
1 strøget målespiseske maizena, oprørt i 2 spsk vand
2 æggeblommer (pasteuriserede)

Rismel og vand kommes i kog, og der røres godt imens.
Kog blandingen til den ligner en blank grød og tag den herefter af blusset hvor den står lidt (ca. 3-4 min.)
Tilsæt salt og rør godt, mens den tykner og massen koger lidt videre på blusset.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør.
Giv massen et opkog og tag den herefter af varmen.
Stil den køligt i en halv times tid, så den kan samle sig - ligesom en normal kagekreme.

Lav din lagkage og brug cremen som en normal kagekreme.
Lad lagkagen stå køligt og blande sig sammen med bunde, bær og snask i lagkagen.

Serveres med en klat flødeskum, for dem der kan tåle det...
Og måske - hvis det skal være rigtig usundt - med en lækker chokolademilkshake til ;-)


Tilbage er der kun at sige velbekomme.

-Og god sommer!