Viser indlæg med etiketten Hækledimserier. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Hækledimserier. Vis alle indlæg

17. mar. 2012

Min mor - verdens sejeste kvinde

Ok, 8. marts kom og gik - men min mor får alligevel prisen som den sejeste kvinde jeg kender.

Styrede 2 tøser, en mand, en hund og 2 marsvin - malede hele huset, ordnede haven, slog som regel græsset (og hvis du undrer dig, så var min far ansvarlig for de to 4-hjulede i garagen).
Hun er sej min mor.
Og så kan hun sy.
Faktisk syede hun det meste af både min søsters og min gardarobe, da vi var børn. Og min konfirmationsnederdel.... arh, måske et dårligt eksempel. Den nederdel blev jeg aldrig glad for. Men hun syer, strikker, hækler, borer med boremaskine (hvem tror I der har lært mig gør-det-selv-tricks'ne?), maler vores stue da vi flyttede i lejlighed - og så lærte hun mig at jo mærkeligere navn maden har, desto mere spændende er den. Kylling i cola, anyone???

Jep, min mor er generelt bare lavet af 100% awesomesauce.
Og i dag var hun på besøg for at hjælpe mig med at lave blog give away med et rigtig gadget for sy-entusiaster (hint: Det er den store hvide ting midt på billedet...)


Og ja - min mor fandt (selvfølgelig) på en ret så cool løsning, som ikke engang jeg kunne have forudset resultatet af. Faktisk var den så cool, at vi besluttede os for at gentage den. Men før jeg siger for meget, så kan jeg afsløre, at jeg på Facebook for nylig smed op i "plenum", hvilken slags give-away jeg skulle finde på, nu hvor bloggen havde 2-års fødselsdag den 21. februar.
Jeg brygger mange spændende ting i min heksegryde for, hvordan jeg skal gøre blog give-away'en den mest spiffy i hele blogland... Så indtil da, kan I jo gætte på, hvad det her skal blive til, når det er færdigt engang:

Nej - det er IKKE et penalhus. Heller ikke en te-hætte. Eller en bordskåner. Gæt igen!!!

Nogen udlodder kagebage-udstyr... andre igen udlodder sjovt og spas isenkram.
Hottie Von Dottie udlodder 2 blog give aways, der er så sygoseje, at de ikke er set noget sted før. Og det mener jeg helt seriøst, for de er naturligvis... homemade - in heaven ;-)
(Også selvom det er til en liiiidt forsinket fødselsdagsfest)

:-P



Pin It

30. jul. 2011

En lille ny...

Jeg synes alt og alle får babyer i øjeblikket!
I min omgangskreds er det, som om alle tøser sprøjter den ene unge ud efter den anden.
Og gør de det ikke - så arbejder de på at gøre det!
Verden er af lave.

...Selvom det faktisk kun handler om 3 veninder - og er sket over en periode på ca. 3 år-ish.
Man kan roligt sige, at jeg overhelehuen overhovedet ikke er klar til sådan noget baby-skifteble-pludreunge-kvalmeogspisemærkeligeting-graviditet endnu. Jeg tror det er meget normalt i min alder, sådan der omkring 30 år, at trække F-kortet, hvis man har nogen at gøre det med?

Jeg er åbenbart en late starter så.
For hos mig er der ingen æggestokke, der danser salsa i solnedgangen med et glas kir og en romantisk ridder, der er ingen lille mave, der sukker efter at udleje overskydende plads og ingen hjerter i øjnene, når jeg ser en barnevogn. Rent faktisk flygter jeg helst, når jeg ser en barnevogn. Gerne over på den anden side af gaden og gerne væk fra vuggestuer som om en hvis karl var i hælene på mig.

Nuvel, men det afholder mig jo ikke fra at være glad på venindernes vegne, når de overgår til de lykkelige omstændigheder, og snart får både kvalme og kvartalsveer. Det afholder mig ejheller fra at fumle med hæklestangen og producere sjove påfund - fordi babystørrelser nu engang er p...sjove at lave hækledims i. Det er sådan nogle små, overskuelige projekter, som ikke tager mere end et par uger - max.

Så dette er blevet til som følge af, at den sidste nye i rækken af veninder for nylig blev gravid:

Lille hagesmæk i NEUTRAL farve - for kønnet vides ikke endnu :p

Ny sjov kant - den er da meget fin, ikk?

Nu venter vi så bare...
Eller, det gør min veninde ihvertfald.
Det bliver skægt at se, hvad hun kan få mig til at lave af mærkelige sager - jeg er allerede gået igang med et fabeldyr, HVIS nu det skulle blive en pige (og da alle de andre veninders afkom er af hankøn, kan man da altid håbe, ikke?)




Opskriften er taget fra Garnstudio og skal i sidste ende munde ud i et elefantlignende væsen...

Pt er kun kroppen færdig og fyldt med vat - hovedet mangler ;-)
Opskriften kan findes her og der er mange flere sjove dyr-opskrifter på etsy.com. :-)

16. jun. 2011

Hæklet lysedug

Ved gud, om jeg ikke har slået mig på nye hækleprojekter.
Midt i alt firkant-halløjet, trængte jeg vitterligt til noget helt andet. Så... jeg hæklede en... anden firkant.
Men denne firkant har bobler i siden og er et lille færdigt projekt i sig selv - nemlig en hæklet lysedug!
...Jeg mener: Hvor mormor kan det lige blive?

MEGET MEGET MORMOR!

Nå, men jeg trængte til lidt tyggegummi for hjernen og da min Kindle havde opbrugt batteriet, måtte jeg jo ligesom finde på noget andet at lave. Jeg var overrasket over, at dette lille projekt faktisk kun tog mig en halv dag:




Selve motivet og opskriften kommer fra Anne-Lise Hald's bog "Hækling - løkke for løkke". Der er nogle ultra gammeldags opskrifter - men også nogen, der egentlig er meget søde og sjove. Og det er ikke så svært, og hun har masser af billeder, så man ikke sidder og ligner et spørgsmålstegn i hovedet opskriftens tekst. (Noget jeg godt kan have en tendens til...)

Den blev faktisk rigtig fin - og tjente som nysselig indpakning til 2 af mine rabarbermuffins, der skulle fungere som en blomst til en nyligt overstået familiefødselsdag (faktisk en mormors fødselsdag...). Begge dele faldt i god jord, nok mest muffins'ne, men bagefter kan hun så bruge den i brødkurven hæ hæ.

Selve arbejdet måler ca. 22 x 22 cm. med almindeligt 8/4 bomuldsgarn på nål 2.0

...Nu har jeg fået bestilling på en babylyserød af slagsen. Hvis nogen ønsker sig en magen til og ikke gider hækle, så smid mig en mail (brug kontaktformularen øverst på bloggens forside) med ønsket farve! 

Pris: Slik!!! Her i huset har vi en svær forkærlighed for Toffefee...

Så kan selv mormor være med... ;-)






1. jun. 2011

UNDER CONSTRUCTION

Min hæklenål er igang igen med noget hækledimseri.
P.t. har den kastet sig over to tæpper, begge i varierende grader af FÆRDIG.
For nylig fik jeg lige set, hvad min ene veninde brygger på - og mønsteret blev jeg simpelthen SÅ betaget af, at det ville jeg også lave!!!


Så - here we go, med det fineste lyserøde garn i babyuld. Det kommer nok til at ende som tæppe til en eller anden baby. Det er nemlig ikke afsat endnu, så hvis du kender en baby-pige, der en dag kommer til verden, så skrål op eller send mig en kommentar, så kan vi tage den derfra ;-)


Godt på vej - det tager heldigvis ikke ret lang tid!

1 firkant ud af MANGE til et tæppe. Måler ca. 7 x 7 cm.

Ja, jeg ved altså godt, at der nok skal hækles en del firkanter for at sammensætte et tæppe. Men nu er der da foreløbig produceret 1 firkant *G*

Mål på stor firkant: 21 x 21 cm.


Hæklet sammen begynder det at have visse potentialer. Udover lige nu at have status som Barbie-tæppe, så bliver det nok til noget... en dag. Lige nu har jeg så meget fart på i livets rutchebane, at jeg kun lige magter at hækle de mindre ting. Og sådan en firkant er jo et ret overskuelig, når man kun skal lave 1 stk. i ny og næ, når man lige har 20-30 minutter til overs indimellem. Vigtigst af alt er det pi... hyggeligt at nørkle med et eller andet og hvis man skal sige noget negativt, så er det kun, at der skal hæftes en fandens masse garn-ender. *suk*

Og så lidt til drengene...
Vi er lige smuttet over i drengenes afdeling med disse mormor-lapper her:



Det er den helt klassiske oldemor-firkant som jeg laver af 8/4 bomuldsgarn og 8 omgange stangmasker (OK så! 9 omgange hvis du tæller luftmaskekæden med...). Den er så nem at man næsten får pip af den. Det her er for dem, der VIRKELIG ikke gider tænke over rækkefølge eller mønster. Det mest anstrengende er, at du skal hæfte en hulens masse garn-ender og har du et helt tæppe, så.... bliver det altså til mange garn-ender. Og afklippede tråde. Og hvis du ender med en trekantet lap, så VED du, at du har gjort et eller andet galt...... ;-)

En dag bliver de måske færdige... Eller når nogen bestiller et tæppe til en bæbse. 

Men lige nu er de begge stadig "UNDER CONSTRUCTION".
Hvis du vil se, hvad jeg ellers har bedrevet, så kig ude i højre side af min blog, hvor jeg har lagt det samme, som der ligger her.



9. nov. 2010

N for November

Min fødselsdag nærmer sig med stormskridt.
I den forbindelse har Mutti og jeg planlagt en rigtig kagebagedag hjemme i køkkenet, hvor den kære Laura K. bliver støvet af og flittigt taget i brug efter en længere pause.
Jeg glæder mig til at få Mutti på besøg - efter man er blevet voksen og fløjet fra reden er det jo ganske sjældent at få besøg af sin mor på sin rigtige fødselsdag. Så det glæder jeg mig til - samt at vise resultaterne herinde naturligvis ;-) Der er både lagkage, knækbrød og minitærter på bedding, så lur mig om ikke fryseren bliver fyldt!

Ja, der har jo været lidt stille på siden her på det sidste, men nu skal vi igang igen...
Nogen husker måske alle mine hæklede tæpper - i mangel på købere, har de nu fået en særdeles prominent plads i et Kvickly-vindue... I forbindelse med en fast udstilling, som biblioteket har købt sig plads til, har jeg ad kringelkrogede veje fået sneget mit gakkede glad-i-låget-tæppe ind som statist.

Fancy, eh?
















11. sep. 2010

Glimt i lilla

Jeg går helt amok i øjeblikket... Den får sgu ikke for lidt, den hæklepind, må jeg indrømme.
Det har ikke særlig meget med mad at gøre, må jeg indrømme... ahem... men ok, chili con carnen simrer ude på comfuret.

SÅ. Nu har jeg nævnt mad i et indlæg *G*

Sidste projekt i denne weekend er en hagesmæk, som jeg har hæklet til tonerne af "Twilight" på lydbog. Det er simpelthen genialt med sådan en lydbog i ørerne, når man har en hæklepind i hånden... Den kan fås - gratis! - på netlydbog.dk, der er en online side med gratis lydbøger fra bibliotekerne. Herefter har man så 30 dage til at høre sagen, enten på sin computer eller MP3-afspiller.
Jeg vil dog gøre opmærksom på, at den IKKE kan afspilles på iPod'en, da det er noget med formatet - den bruger nemlig DRM/WMA-formatet. WMA er Windaws'/Microsofts eget format og står for Windows Media Aandsbolle-format. Så det kræver altså en mp3-afspiller, der kan klare sådan nogle filer. Dét kan bl.a. Creative Zen.

Nyeste tilføjelse til rækken af smækker er lilla - med sølvfarvet lurex. Og garnet er fra den sædvanlige garnpusher - nemlig Kvickly. Det tager 2-3 aftener med et par timers arbejde at hækle sådan en fætter der, fra start til slut.

Enjoy!




Det hele er stangmasker - hæklet med pind str. 2

Bestillingsarbejde

Jeg har fået et bestillingsarbejde til min hæklepind.

Dét, synes jeg, er ret sejt.
En mor i Jylland har åbenbart set sig varm på de der glad i låget farver jeg plejer at bruge. Men da det skal være en gave, ville hun dog godt have en lidt mere præcis "profil" på det, så denne gang blev det drengefarver...


Her ses nøglerne - og nedenunder ses resultatet... tada!


Babytæppe in progress:


Selve babytæppet kommer over i fotoalbummet til højre, når tæppet er færdigt :-)

23. feb. 2010

Jeg er vild med hagesmækker...



...og vild med farver.
Resultatet er en hel masse hæklede hagesmækker, som jeg har lavet - ikke til nogen eller noget specielt, men fordi jeg synes det er herligt at beskæftige mig med totalt-glad-i-låget-farver, som lyser op i al det mørke vintervejr.

Begge disse hagesmækker er lavet i almindeligt 8/4 bomuldsgarn, som jeg typisk er stødt på i Kvickly, Bilka, Føtex og lignende steder.


Enkelte gange er jeg dog faldet over en fristende farve i en garnbutik, og nårh ja, 15 kroner for et nøgle...?
...Det er først, når det bliver mere end 5 nøgler ad gangen, at det for alvor begynder at batte i indkøbskurven ;-)


Jeg er ret sikker på, at hvis JEG synes de er funky, vil Baby nok også synes det... Babyer elsker stærke farver og jeg bilder mig selv ind, at de bliver lige så glade i låget af at se på dem, som jeg gør.
Min veninde, som var den glade modtager, syntes i hvert fald, at de var noget af det mest farverige hun havde set indenfor klud-at-tabe-mad-på-når-vi-spiser produkt længe.

Hagesmækkerne er hæklet med stangmasker, og typisk er en hagesmæk omkring 50 masker i bredden. Dette giver en 'smæk', der er så tilpas bred, at Baby ikke taber kartoffelmosen ned på tøjet, men samtidig er den lille nok til ikke at ligne en redningsvest, når blot højden på ca. 35 omgange overholdes.

...Medmindre du selvfølgelig har et barn, der er så langt, at det kom ud af maven oprullet på en garnspole

;-)