Koldrøget Alaska-laks med hvide og grønne asparges

Igår var vi på besøg i Torvehallerne efter turen i Tivoli (vi skulle jo gå det velbelagte smørrebrød af...)
Desværre var kærestens energidepot ikke så højt, men det lykkedes at tiltuske mig lidt grønt til aftensmaden:

4-5 hvide asparges - ikke danske dog - et bundt grønne asparges (var de danske?!), lidt citronolie, frisee-salat, agurk og san marzeno-tomater i løs vægt. Da kølediskens udvalg ikke var synderligt imponerende, gik jeg fiskevejen istedet:

Sådan en koldrøget laks er meget anvendelig til den slags lette middage, når man ikke orker så meget.
Da jeg ikke lige orkede at smække de hvide asparges-drenge i en gryde kogende vand, smed jeg dem i en skål og overhældte dem med kogende vand fra kanden med låg på - og efter 20 minutters bad, blev de grønne smidt ned. Jeg var nødt til at hælde nyt vand på ad flere omgange, da det kølede ned og de hvide asparges var ret genstridige. De ville simpelthen ikke blive møre! Nå, men så blev de da al dente i stedet - og det blev de grønne af dem også, så det hele gik op i en fin højere enhed:

Salaten fik lidt tomater, citronolie og akaciehonning. Aspargesne fik lidt salt - og laksen lidt citronsaft og olie. Jeg havde en klat bernaise fra K-salat i køleskabet, der blot ventede på at blive brugt, så det kom jeg i en skål til os hver og så var der ellers dip til asparges'ne!

Et brag af en forårsmiddag - og laksen var rigtig let og lækker, når man har gået de fortærskede 10.000 skridt i løbet af dagen - og sikkert også mere. Shit jeg var smasket efter sådan 6 timer i kondisko og sol i fjæset. Så det var en dejlig afslutning på dagen.

Idag, søndag, har jeg knoklet med 2 Arne Jakobsen-stole - et uventet arvestykke, der har stået på svigermors loft siden de fik dem fra kærestens farmor. De var noget medtagede og havde malerpletter, men med et stykke sandpapir og en god olie fra Trip Trap har jeg idag bakset med at få dem til at se godt ud. Jeg tror det er lykkedes - og når jeg er færdig vil jeg smække dem på bloggen, om ikke andet så fordi jeg er pissestolt af jeg kan få noget skrammel til at se godt ud. Og så er det jo bare fedt at få nogle gamle skatte. Klassikere og kvalitet er ren win-win!

Idag skal vi have rester af laks og asparges (jeg gemte naturligvis halvdelen fra gårsdagens rov) og så går ugen igang igen... Med tærte, hakkebøffer fra bondegaarden.dk og rugbrødsmadder. Ak ja, hverdag du danske livsstil ;-)




Pin It

Pesto af ramsløg og persille

Ramsløgpesto. Persillepesto.

Både og.

Det var ihvertfald hvad jeg nåede frem til igår, da jeg fik øje på en pakke oversete ramsløg vi havde erhvervet i Irma, i forbindelse med vores famøse Påskefrokost.
Da jeg nok er en af de sidste personer på dansk jord, der har haft fingrene i denne lokale urt, så jeg mit snit til at gå kre-a-mok og blende dem til ukendelighed anyway...

Sådan nogle ramsløg er ret stærke, fandt jeg så ud af. Damn!
Men persille og hvidløg - så vidt jeg ved, er det vist en rigtig klaaarrrsiker, så det passede jo perfekt. Jeg brugte ca. 50 gram ramsløg til 2 bundter persille fra den lokale Netto-pusher.
Herudover ristede jeg en pakke pinjekerner let på panden, bare lige så de fik farve og duftede skønt af varme ... æh, pinjekerner.

Og så lige lidt citronskal, olivenolie og salt/peber.. mums!

Den var RET god... Kunne forestille mig det er et totalt awesome produkt at putte i en sjat surmælksprodukt til salatdressing/dip eller bruge på små rugkiks sammen med et stykke tørret skinke.
Får allerede savl i mundvigene ved tanken..

Pin It

Laks med fennikel

Den anden dag var jeg i Irma og da dagen skulle bruges kun i selskab med min flade, sofaen og mig selv, besluttede jeg mig selvfølgelig for at få noget længe tiltrængt tøsemad i form af laks med fennikel. 


At laks og fennikel er godt sammen, hersker der vist ingen tvivl om. I Irma havde jeg fundet masser af godter - heriblandt også noget god bærnæse, som ved lejlighed bliver udnyttet til en god bøf!!!

(og ja - der er en sjat mælkepulver i, men nu jeg ikke er så sart som førhen, tillader jeg mig at skeje ud. Bare engang imellem).

Mellem varerne var også en pose risotto-ris (økologiske endda) fra den italiensk-inspirerede Il Fornaio-serie. - Jeg troede kun de lavede brød?! Men ok, så blev man så klog.
Et par øko-citroner kom også med i kurven og så stod jeg der og vidste ikke, om jeg skulle lave risotto eller om jeg skulle holde mig til den oprindelige plan...
Fra den lille købmand havde jeg nemlig skaffet mig den sidste flaske af den vin jeg kan tåle, før de lukker dørene den 18. marts. Istedet vil vi få en mere kæde-orienteret købmand, men jeg håber at kunne overtale ham til at tage et par flasker hjem ved lejlighed..

Da det endelig blev tid for min mave at være sulten igen, holdt jeg mig dog til min oprindelige plan:

Fennikelhovedet blev snittet i fine strimler og lagt til side.

Så huggede jeg nogle bananskalotteløg, choppede et hvidløg og tilsatte lidt salt og peber i gryden.
Desuden var jeg stødt på nogle grønne asparges, som simpelthen kaldte på retten (bl.a. derfor jeg var lidt i tvivl om jeg skulle lave risottoen.). De klare løg blev herefter tilsat en god sjat fløde, en sjat allergi-venlig hvidvin, asparges og fennikel. Sandt at sige, blev fennikel tilsat før asparges - nuvel, lad nu den tekniske detalje ligge...

Til retten havde jeg valgt en helt almindelig, frisk pasta, som den rige (mækefrie) "flødesovs" skulle klæbe sig op ad - men tror jeg lidt havde forregnet mig selv og glemt at putte nok væde ned til fløden *host* Så det var en temmelig kedelig pastaffære...

Men anyhow - resultatet er da meget godt, hvad?! ;-)
Fennikelen var stadig godt sprød - men dog bidbar - og de halvsprøde asparges i hvidvinsdampe var et perfekt match til den citron- og peberbagte laksefætter.
Der er ikke så meget smæk på farverne - men nu er det også snart forår, og forår lugter pr. definition af pastelfarver...

Denne weekend kommer til at stå i den nemme mads tegn - imorgen bliver det nok en tapas eller avocado med rejer, da jeg skal tilbringe en god del af dagen med en veninde - og søndag venter svigerfars fødselsdag med smørrebrød udefra. Ikke lige dage man disker op med den helt store kulinariske kunst. Til gengæld kan det være at næste uge byder på nye køkkenstunts med Hottie Von Dottie på slap line!!!

Pin It

Jordskok-suppe med chips

En rigtig lækker vinterspise, inspireret af en af mine yndlingsrestauranter, nemlig Rådhuskælderen i Roskilde.
( ... hvis du er rigtig kvik har du også spottet januar måneds dessert... Tror du jeg er misundelig og grøn over hele fjæset??? Ja, mon ikke!!!)

Jordskokker er en sjov knold - men på den fede måde. Den er god til at lave "fattigmands-asparges-suppe-wannabe af, og den smager rigtig lækkert.

Derfor gik jeg til gryderne og lavede denne suppe:

Ca. et halvt kilo jordskokker blev skrællet og skåret i skiver og kogt sammen med ca. ½ liter vand, en bouillonterning og et nip timian:

Når de er kogt godt ud, og ser møre og gennemsigtige ud, så tager du din Bamix stavblender (eller bare stavblender... eller blenderen for den sags skyld, de er ikke sarte) og giver den fuld gas, indtil det hele er en meget lind grød.

Så summer den lidt på komfuret og imens steger du nogle chips i olie.

Herefter serverer du suppen i nogle fine skåle (note to self: Lad være med at tage dem med samme farve som suppen, damn it!!! :P)

Tilsæt lidt grønt drys og server med et køligt glas hvidvin, der hverken giver hoved- eller mavepine. 

Aparture mode - I love you!!!

= Win win!

Sjov grøntsag...

Er en butternutsquash altså...

Det ligner en mellemting mellem en Babapapa og en teletubbie...
Så den skulle jeg naturligvis have fat i, da den lå der og blinkede frækt til  mig i Føtex's grøntafdeling.

Den smager også skægt - lidt som en squash - men med et græskars umiskendelige fade smag... Crazy batshit, hvis du spørger mig. Og ergo helt fantastisk :P

Det lille græskar blev delt i to/halshugget, skrællet og befriet for kerner og snask.

Jeg havde en pose stjerneanis, som jeg lige havde pushet mig til nede i den lokale Ghetto, til 10 sølle danske kroner (ok, den er tørret, så fedtskatten undværer vi heldigvis) - og dem tænkte jeg gik fænomenalt til et butternutsquash.

Samtidig havde jeg en appelsin liggende som var ved at blive for gammel. Og hey, squashen aka græskarret var orange, så det lå vel i kortene?

Så - på med appelsinsaft, lidt salt og peber og et drys timian (timian går bare generelt fantastisk til alle slags rodfrugter om vinteren...) - og så ind i ovngabet og hygge sig lidt under varmelampen...

Det kom der sådan et spøjst resultat ud af:

En enlig stjerneanis blev sat til at være dekoration - det gjorde den nu meget godt synes jeg.
Græskarret var fantastisk til en hakkebøf af bondegårds-kød og en enlig bagt kartoffel. Havde det været rigtig fancy, havde jeg lavet smør tilsat revet citronskal, da jeg tror det ville have klædt appelsin/stjerneanis-komboen ret godt, men hey - det laver jeg næste gang, ikk'å?

Det eneste minus: Min bedre halvdel var godt nok ikke vild med det orange stuff. Det var altså lidt for weird med den smagskombo til ham. Men ok, nu har han så prøvet det... Og det var da mere end jeg havde bedt om trods alt :P

Så (østers)hatten passer...

Og nu til noget helt andet!

Nemlig DR2 - hvor der på lørdag, den 12. november ( min fødselsdag, ho ho!) kommer et totalt labert tema om skraldemad!
Her går de fuldstændigt i stop-spild-af-mad-selvsving og Brødrene Price giver det hele et touch af glamour og laver skraldemiddag. Nu skal jeg godt nok have gæster den dag (hey, det er en lørdag - og når man har fødselsdag på denne ugedag, så holder man FEST!) - men det hindrer mig jo ikke i at reklamere for sagen her på bloggen og tude små, grønne snotfingre over, at jeg ikke kan se det, selvom jeg naturligvis ikke ville undvære min festmiddag for noget. Måske man kan få nogen til at optage det...?

NÅ, det var vist lige et sidespring.
Nu kommer madreportage om den glemte ret. Den ret vi til gourmiddagen igår måtte strege fra listen, fordi vi ikke kunne spise mere. Og jeg synes faktisk det var en god ide, ikke kun fordi vi så kunne strække sagerne til idag og dermed spare penge (og mad) - men også fordi den lidt fortjente at være lidt mere end rosinen (bøffen) i svampe-enden.

I Irma havde vi for den nette sum af 12 kroner forkøbt os i en gigantisk mængde østershatte, der var på tilbud til 3 kroner pr. 100 gram. Yum!!!

Det er nu en sjov og spøjs grøntsag sådan en østershatte-mand....

Til svampene og kødet lavede jeg en varm salat bestående af hvidkål, porrer og røde stenfri druer. Det var også meningen jeg ville have brugt grønkålen, men droppede det i sidste minut, fordi det andet egentlig smagte helt udmærket, og jeg var bange for at grønkålen lidt ville interferere med de fine smagsnuancer.

Svampene snittede jeg sammen med et skalotteløg - så var de klar til panden.

Jeg har desværre ikke nogen billeder fra selve madlavningen, thi mit kamera lige netop her valgte at sige "fuck dig" og gå ud som et lys. Suk. Nå. Men... sådan er livet.
Jeg fik heller ikke noget billede af kødpakken, men denne var også fra Irma med et par stykker marsk-kalve-tykstegsmedaljoner. Dem stegte jeg rosa og skar i små skiver ovenpå et lag svampe, der var sauteret med salt og peber, overhældt med noget sojafløde. Svampe er fantastiske, de smager skønt og skal bare lige have med salt og peber - så er de fuldstændigt vidunderlige :-)

Salaten blev lavet således: Jeg stegte de fintsnittede porrer og tilsatte herefter fintsnittet hvidkål, der fik lov til at stege, så de blev gennemsigtige-ish (altså hvidkålen). I denne rodebunke kom jeg 2 tsk æbleeddike (det eneste fancy eddike jeg ejer pt.), et par dråber sojasovs eller tre. Herefter tilsatte jeg de oversavede druer, hældte lidt salt og peber på - samt lidt sukker og nogle hakkede valnøddekerner. Man kan sige, at det lidt var en slags waldorf-salat i overdrive, for druer og valnødder smager jo helt fantastisk sammen. Vindruer, der er varme, er noget helt specielt og tilføjede en god sødme til den skarpe kålsmag, rundet af æbleeddiken, samt den løgagtige porre. Mums filibabs siger jeg altså bare.

Det slår mig nu, at det sikkert kunne have haft godt af noget lakrids, men... nå, hvad fanden, man kan ikke huske det hele altid....

Selvom farveskalaen ikke har så meget kontrast, var det et svært godt måltid alligevel...

Dette var den sidste ferie-madspecial fra denne omgang, imorgen begynder hverdagen igen og næste weekend har jeg fødselsdag, så forvent ikke det store de kommende dage.... Jeg gør hvad jeg kan for at få noget indhold ud på bloggen, men kunne godt forestille mig min hjerne gik i protest-mode efter chokket fra hjemmehygge til rå arbejdsvirkelighed ;-)

Til middag i baghaven...

I dag (ok, igår, teknisk set, hvis man skal være pernitten omkring tidspunktet *host*) var jeg med Piskeriset til middag i baghaven.

Det var meget specielt at være til en gourmetmiddag med hvad de bedste grøntsags- og frugtavlere i Danmark kan byde på, og så i de flotteste selskabslokaler på Frederiksberg med grønthandleren Din Baghave.

Billederne her er redigeret i mit nye totalt-yndlings-favorit-gratis-fotoredigeringsprogram Picnik - så kan du lide dem, så tjek min post om programmet HER. Der er ikke nogen grænser på et bestemt antal billeder du må redigere i før du skal købe programmet, til gengæld er der en masse fede features man så kan købe sig til istedet. Freemium når det er bedst!

Appetizers: Babyagurk, babyfennikel og græskarsuppe (i de små glas).
Altsammen utrolig lækkert! Græskarsuppen var varm og krydret - og indeholdt ikke mælk! :-)

Det gav lige middagen et helt særligt, ekstra flot pift, der bestemt var med til at hæve ambitionsniveauet over den sædvanlige stang. Og så var det en 7-ish retters gourmetmiddag, hvor der virkelig var kræset om råvarerne, både i økologisk og biodynamisk forstand.
Desværre kunne jeg ikke være med på vinmenuen, da min histamin-allergi desværre forhindrede en liflig rislen af alkoholen på tungen, men ud fra det, der blev fortalt, lød det saftsusme godt!

Vi kom ind til et bord, dækket på smukkeste vis - med hele 5 vinglas - hvis du som jeg ikke var allergisk:

Jeps, mormor havde også lige været et smut forbi...

Smukt scenarie :-)

Den første ret bestod af porrer, der var drysset med mandler, hestebønner og urter af ukendt art. De var sprøde - måske liiige en tand for sprøde til min smag, men smagte umanerlig godt. Jeg tænkte "Kan man virkelig få så velsmagende porrer i Danmark?!" - og ja, det kan man faktisk:

Næste ret var et lækkert, lækkert eksempel på, hvordan en gulerød også kan smage - bare i kraft af sig selv. Og så var det jo liiige en tand ekstra tjekket, at den sådan set var lilla - Deep Purple som sorten hed:

Der var drys af rugbrødskrummer og mandler til guleroden - samt en lille snas basilikum. Basilikummen smagte fuldstændig vidunderligt til den lille perle af en lilla rod.

Helt fantastisk fad.
Ja, skal beklage uskarpheden, det er IKKE fordi jeg har drukket, men kameraet havde svært ved at tage gode billeder i den meget dæmpede belysning, der kun bestod af stearinlys.

Baghaven skal i øvrigt have ros for deres flotte serveringsfade. Det ene fad var - tror jeg - store fliser fra byggemarkedet i sort skifer eller noget, og så var der sådan nogle træfade som disse. Der var tænkt på at gøre alt omkring den og selve maden til en oplevelse, herunder også fadene. Jeg var behørigt imponeret - også over den næste ret, der bestod af en grøntsag som jeg ellers har opgivet at få noget fornuftigt ud af - nemlig grønkål. Den man køber i butikkerne er ALTID så kedelig! Men nej, ikke altid....

Sprød og lækker grønkål i Le Creuset-skåle - overhældt med bittesmå stykker lækker bacon, perfekt stegt - og det hvide... hm, altså jeg nåede faktisk ikke at finde ud af det, men jeg synes ikke det smagte af ost. Men måske var det bare en så god ost, at den slet ikke smagte som sådan?! I så fald har jeg lidt mavepine til gode.....

Den næste ret var aftenens største prøvelse. Normalt elsker jeg grøntsager i alle former og betragter ikke mig selv som kræsen. Men indmad bliver ALDRIG min bedste ven. Jeg er ked af det - men flot så det ristede kalvehjerte med aioli og rødløg da ud. Men igen - der var bare noget i mig, der slet ikke kunne det der, men jeg tog da et par bidder for at se, om fortidens aversion kunne fristes til at gå væk. Desværre ikke, selv ikke om havde de så puttet lakrids på den! Der er bare noget over den der tyggegummi-konsistens, der får mig til at sno mig! - Men ud fra det (lettere rystede billede), kunne man faktisk ikke engang se, at det var indmad:

Nej, vi bliver aldrig gode venner, mit kære hjerte (kødsiden vender ind mod løgene og ligner næsten bøf)

Aiolien og løgene var dog meget god...

Flotte farver - og skønne grøntsager. Jeg var solgt!

Og SÅ - mine damer og herrer. Her ser vi hovedretten. Det mest fristende fad af mini-spidskål, gulerødder, turnips, jordskokker og kartofler. Alle let ristede og tilsat dild + afskallede hasselnødder. Det var simpelthen det flotteste fad og jeg er så ærgerlig over, at mit kamera simpelthen ikke kunne tage sig sammen! Det var som om det havde en uskarpheds-virus, så jeg ikke kunne tage fantastiske billeder. Bare rolig, jeg ER igang med at spare sammen til et nyt....

En smuk tallerken ikke?

Til hovedretten var der en hjemmelavet hollandaise på smør. Well... nogen gange er det det værd at synde. Så det gjorde jeg. Lidt. Sovs med grøntsager... jeg kunne leve af det, hvis jeg ikke var så s...allergisk overfor det bedste i sovs - nemlig smørret...

Lige før desserten kom disse små hapsere drønende ind fra siden... en omgang sprødt rugbrød med skimmelost og et splat kvædecreme (tror jeg nok det var?!). Den slags holdt jeg mig klogeligt fra, thi de så alt for lækre ud og desuden ville maven sgu nok blive sur imorgen. Og det havde jeg ikke rigtigt lyst til...

Pærer belle helene uden det hvide skørt af flødeskum. En lidt spøjs dessert...

Desserten var som nævnt pærer belle helene.
Og altså... det var nok den mest skuffende af dem, for pærerne var ganske lækre (men svære at spise) - og sovsen ganske fin. Men... der var ikke rigtigt noget kant, fordi jeg manglede - ja, det indlysende, nemlig flødeskummet. Det er her jeg virkelig synes det STINKER at være mælkeallergiker!!! Virkelig stinker. For uden flødeskum kan man simpelthen ikke spise denne her dessert og stadig få en fantastisk oplevelse. Den var noget tam for mit vedkommende og jeg åd lidt af pærerne og lidt af sovsen og det var så det.

Men så havde vi også fået så hatten passede - og vi kunne gå trætte hjem med en sjov oplevelse ekstra under vesten, når nu jeg ikke havde drukket noget - undtagen en ganske lækker blommesaft med brusevand.

Men afgjort - det var helt sikkert de 350 kroner værd, som medlemsskabet på madmedier.dk gav i rabat. Ellers var normalprisen nemlig 700 kroner.

Og som rosinen i pølseenden, får I lige en bonus-gulerod. Det er sådan en jeg vil foreslå Helle Thorning at bruge, når hun i de kommende uger skal få husholdningsregnskabet til at gå op i en større enhed:

Deep Purple!

...Nu er klokken halv tre om natten, og jeg er øm i både håndled og hals efter at have blogget og snakket i flere timer snart. Arrangementet sluttede klokken 24-ish med kaffe og chokolade, og efter en kop the, besluttede vi at daffe mod Roskilde.

...Det er længe siden jeg har siddet så godt i et dsb-sæde... var mæt - og meget meget træt...

Krydderurte-classic...

Jeg har fundet ud af, hvad en krydderurt i potte kan lide...

1.
Masser af sol og lys - men ikke for varmt. I så fald skal den have tilføjet en del vand.

2.
IKKE for meget gødning. En almindelig pottemuld er faktisk det bedste. Det synes mine urter at være enige i, så kom ikke og sig at jeg ikke advarede jer! ;-)
Jeg lavede stuntet med at bruge ekstra gødning i en URTEpotte i sommer - og de døde fuldstændig. Suk.

3.
Klip dem helt ned engang imellem, så de kan skyde noget nyt afsted. De bliver så glade - det er ligesom når man selv har fået klippet garnet, så vokser det på en eller anden måde også hurtigere.

4.
Lad være med at tro, at du kan plante de der små potter du køber til en 10'er i supermarkedet. Nej, urten skal være i en rigtig urtepotte, før du kan forvente, at den ikke går kold på en omplantning...

5.
Brug den - friskklippet, i mad, og sådan... Det er jo nu en gang sådan at krydderurter en nytteplante - den skal bruges, ikke ;-)

Mine urter i en specialpotte fra mit arbejde (jep - vi sælger alskens haveudstyr, hvis du spekulerede på det...)

Et klart eksempel på, at jeg ikke var klar over punkt nummer 4... Bare rolig - de døede indenfor en måned...

Narrefisse-purløg - det døede fuldstændig bagefter.

Mynten i toppen klarer sig fantastisk - mens de to andre er helt til rotterene.

Ergo: Køb dine urter i potte, hvis ikke du har dem i haven. Plant dem - i en fin skjuler. Stil dem i køkkenvinduet, giv dem vand hver dag (fx når du sidder ved siden af og spiser aftensmad), og nyd dem så i fulde drag.


Botanisten - over and out.

Porretærte extraordinaire

Porretærte.

Hadede I porretærte, da I var børn?
Jeg gjorde.
HADEDE det. Som pesten faktisk.
Da jeg blev teenager skete der noget mærkeligt - jeg fik smag for tærter - ligegyldigt hvilke.
Kroppen er fandme mærkelig nogen gange.

Idag stod den på jeg-bestemmer-menuen-mad og jeg ville have porretærte.

...Og i dagens anledning ville jeg faktisk lige tilsætte lidt... *hvisker*: Lakridspulver. For jeg tænker, at porrer og lakrids har lidt af det der sød-stærke i sig. Og så er lakrids bare godt. Men det ved vi jo godt.
Jeg fik helt ret.

Lidt porrer (1½ - 2 stk afhængig af størrelse), lidt lakridspulver, lidt hvidløg og jamaicapeber, ned i en gryde, *brase, stege* - over i tærtebunden, overhæld hele omgangen med ægge-(soja)fløde-blanding og ind i ovnen, hvor det passede sig selv en times tid.
Det er derfor jeg elsker tærter.
Og jamaicapeber.
Tærter passer nemlig sig selv. Jamaicapeber... jah...

Jamaicapeber går også under det danske navn "Allehånde" - det siger de ihvertfald på Vommen.dk:

Smagen er, som navnet antyder en blanding af mange krydderier, den er stærk peberagtig men også som muskat, nellike og kanel. Den fineste allehånde kommer fra Jamaica. Allehånde kan fås hel, knust og stødt. Allehånde indgår ofte i peberblandinger og kaldes også jamaicapeber, fordi det meste allehånde kommer fra Jamaica. Er også benævnt nellikepeber. 


Jamen... så blev jeg da så klog!
Og her har jeg gået og tænkt, at min lækre Princip!-peberblanding var noget af det mest fantastisk eksklusive. Og så var det bare allehånde! Doh!!!!
Nå, men det forhindrede ihvertfald ikke peberen fra at være helt igennem genial sammen med lakridspulveret, som jeg bare havde tilsat for en teskefuld penge af. Ikke noget vildt som fx et sirups-låg eller nowet... ;-)

Det blev fantastisk lækkert må jeg sige - ikke sidste gang jeg parrer de to krydderier:

Højden faldt lidt, da den kom ud af ovnen - men den smagte ikke dårligere af det. Og så var der masser tilbage til madpakken, da Hr. Kæreste bestemt ikke deler min forkærlighed for flad-mad.... :p

Det var en god vegetarisk ret, som man snildt kan lave nemt - jeg havde snydt og købt en færdig tærtebund på køl, fordi kræfterne sgu ikke lige var til at lave det fra bunden. Fy, jeg ved det, men nogen gange er snyd jo godt - for så kan man nå mange andre ting i stedet. Og med en 37-timers arbejdsuge så er det et stort plus i min optik. Snyd er ikke altid snyd. Snyd kan være livskvalitetsforøgende, hvis du spørger mig. Men kun hvis man gør det med måde...

Fisken i pølseenden

...Eller noget.
Det må vel være sådan man betegner afslutningen på noget, når det handler om fisk?
Dette indlæg er det sidste i denne uges serie om fisk i alle afskygninger.
Vi afslutter den med en hvid sag - nemlig en ganske folkekær svømmer, der i daglig tale kaldes "Rødspætte".
Åh, hvor har jeg dog lagt navn til mange sjove vittigheder, da jeg var barn, og et af mine øgenavne var Rødspætte. (Og så kan du selv gætte på, hvad mit rigtige navn lige er hæ hæ.)...
Hvorfor jeg fortjente dette navn, ved jeg stadig ikke, men heldigvis satte det da ikke en stopper for min liking af denne fiskefætter.

I dagens anledning havde jeg været i magiske Magasin's Mad&Vin-butik og hamstret en hel plade panchetta (plus det løse) til at putte om fisken:

Ekstra meget guf - rabarber, chokolade, hyldeblomstsaft som vor mor lavede den. - Og så lige 200g panchetta...

...Meget panchetta er meget godt. MEGET MERE panchetta er meget meget bedre!

Som I kan se, var der lagt op til noget af en fiskefidus til ugens sidste fiskemåltid. Jeg havde klippet noget persille (grøn skål), hugget noget basilikum fra min potteplante og choppet noget spinat, rødspætte og frisk pasta. Menuen lød således på frisk pasta med flødestuvet spinat og urtefyldt rødspættefilet med persille, basilikum og citronsaft. Mmmmm...!

Som sagt så gjort - snask fisken til, rul den sammen om urterne og svøb den i silkeskåret, italiensk rundbacon:

1...

2...

...3! Klar til panden!

Det blev et helt vildt lækkert måltid. Jeg havde ikke før prøvet at rulle fisk ind i sådan noget lækkert kød (og i det hele taget at kombinere fisk med kød, i samme ret endda, lød temmelig perverst i min verden. Men det blev MEGET MEGET bedre, da jeg først smagte mig igennem fisk med basilikum og panchetta (fra det italienske hjørne), citron, persille og salt/peber. Den der røgede, fyldige smag fra panchettaen, citronen, fiskens milde smag og så lige basilikummen, viste noter af røg, umami, lakrids og i det hele taget blev fisken bare meget meget mere fyldig inde i munden, når det gjaldt smag. Det var virkelig en stor succes. Og så lige lidt pasta med stuvet spinat til. Ja, jeg indrømmer at kombien med stuvet spinat var lidt spøjs, men nu er det sådan, at jeg altså elsker stuvet spinat, og det var da ikke helt tosset sammen med de der grønne asparges-tingester jeg havde gemt fra dagen før i bedste Stop Spild af Mad-stil. De gik i øvrigt perfekt til fisken ;-)

Ja, fancy ser det ud, ikk'?!

Det hele mindede faktisk meget om sidste weekends mini-mad, hvor kæresten og jeg ikke var synderligt sultne - der havde jeg også en lille rest panchetta tilbage (hvorfor jeg straks måtte ud og have noget mere til køleren - derfor det vilde panchetta-orgie denne gang...)

Mad til den lille sult i italiensk stil - grillede tomater på panden, kylling omviklet panchetta og ristede kartofler med timian og hvidløg. (MUMS!!!)