Homemade er wellmade.
Banalt, men ikke desto mindre har jeg ofte set folk ryste på hovedet, når jeg hellere ville lave min egen salatdressing istedet for at købe den færdige fra 1000 øer.
Indrømmet, min mælkeallergi har haft en stor del at sige i den sag, men undervejs i denne periode har jeg fundet, at det øverste statement har noget på sig.
Efter at have set udsendelserne på DR2 om Camilla Plums sorte gryde (se mere her) må jeg konstatere, at hvis jeg som hende kunne have min egen gård med økologisk produktion, ja, så ville jeg dø som en lykkelig kvinde. Denne brysk-kærlige kvinde med grovkøkkenet og de vidunderskønne varer må jeg - hårdt presset - indrømme, agerer som en stor inspiration for mig. Ikke så meget videnskab, bare rene gode råvarer som smager af noget - i sig selv.
Jeg kommer fra et hjem, hvor man gik udenfor og hentede æblerne til æblekagen eller samlede stikkelsbær og rabarber ind til grød. Jordbær og ærter har den også stået på, men det blev vist lidt for besværligt i længden... Kødet var far Karen Volf-køer* og kyllingerne vejede over 2 kilo hver. Jeg var vant til, at der i en kylling var mad til to dage for fire mennesker. Forestil jer, hvordan det var at flytte hjemmefra og glo ned på en lillebitte kyllerylle, der blot vejede 1400 gram i køledisken.
I bund og grund er det at lave noget med sine hænder en tilfredsstillende følelse. Madlavning og tilberedning er en kunst og et håndværk på linje med en tømrer eller murers arbejde. Hvis ikke man gør sig umage og bruger nogle ordentlige ingredienser i første forsøg, er det jo klart, at resultatet også bliver derefter. Og det er den filosofi Camilla Plum kører efter og som jeg i allerhøjeste grad støtter. Min mælkeallergi sætter dog visse begrænsninger for smagsoplevelser indimellem, for at bruge smør, mælk og flødeskum vil desværre resultere i et større host fra min mave, men der er jo ingen der siger, at man ikke må snyde lidt og putte salt i kagedejen til at supplere margarinen ;-)
Jeg ville dog bare ønske, at vi i Danmark var bedre til at forlange bedre råvarer. I Sydeuropa bruger man en langt højere del af sin disponible indkomst på mad, mens det tal i Danmark - relativt set - er langt lavere. Det efterlader et rum til dovne leverandører, der sjusker med kvaliteten. Hvis ikke vi sætter krav til forretningerne og efterspørger ordentlig kvalitet - ja, så får vi en toastbrødsdetailhandel... et tomt, kaloriefattigt marked uden kvalitet, krumme eller bid, hvor discount er styrende og kvalitet forbliver at være et marketingparameter og ikke mere.
*) Karen Volf køer henviser til køer fra små gårdproduktioner, som har fået masser af kærlighed, kærlige klap og en håndfuld godbidder every now and then.
