Tale er sølv, tavshed er guld...



Eller noget.

Hvordan skal man opsummere det at gå fra at være jytrice med katteguld til single og katteløs?
Tja, that's life I guess?

I september 2016 blev jeg udklækket single og skulle hjem til Øen igen efter tre år, som nok har været nogle af de mest lærerige til dato, med både gode og dårlige minder i tasken, som kom til at forme de sidste dage af min tid i postnummer 8000.
Aldrig har jeg oplevet at få så meget opbakning fra venner, familie og dem jeg kender i tiden omkring og efter. TAK alle, I ved hvem I er! Og samtidig være så forvrænget indeni, at man kun kan ryste på hovedet over kønnenes modsætninger, forskelligheder og opførselsstandarder. My God!!!

Imens er jeg kommet på ovenpå igen og har fundet benene i den sjællandske muld. Her har jeg fundet fred med det skete og kan skue fremad med optimisme i øjnene efter en lang og træls periode, som var meget trættende. Faktisk har jeg opnået at blive helt glad for at være i et køkken igen - efter en hel masse år, hvor jeg dårligt løftede øjenbrynet, hvis pizzen var for-fordøjet af en maskine på frost og mad generelt var noget "besværligt", der bare skulle mætte maven.


Det begyndte så småt at vende med en kasse fra Årstiderne. Og det tog endnu mere fart med nemlig.com... Og det blev ret meget bedre, da jeg pludselig befandt mig på en date med en person fra et af de mest (i mit hoved ihvertfald) usandsynlige medier man skulle møde en gut på: Nemlig Twitter! (Tak for sparket ind på Twitter, ex-chef...).


Åhh, det var jo nærmest magi sådan lige der en sen søndag eftermiddag en tidlig decemberdag. Hvor var det fantastisk at se hele haven lyse op af ca. én milliard LED-lamper, der fik den lille, sovende julenisse til at gnide øjnene og stråle om kap som en lille sol over al julepynten.
Honey, I'm home!!!


Og det er jeg så ganske rigtigt. Jeg kan ikke benægte begejstringens glæde over at være tilbage på Øen igen, tæt på familien, kunne se vennerne og være sammen igen. Nytåret blev fejret i rolige omgivelser hos veninden, der havde sørget for næsten-mælkefri menu (ja, altså helt mælkefri er jeg sgu ikke endnu) - og havde to kælekatte til at tage abstinenserne fra den jeg måtte efterlade i Århus.
Det var det hårdeste ved at flytte - at skulle sige farvel til det væsen, som har hjulpet en gennem mange og lange dage i ensomhed uden andet selskab end mig selv. (man lærer altså at blive stærk til at underholde sig selv i så fald...)

Et strikkeprojekt er også hoppet på pindene siden jeg kom til Øen... Desværre ikke af dem igen endnu, men det kommer forhåbentlig i det nye år...


Imens kan jeg glæde mig over, at modet og hjertet er nogenlunde på plads, at smilet er blevet en lille smule større takket være alt det gode jeg har oplevet siden tilbagekomsten, kærligheden har smilet til mig fra mange, mange vinkler.

I am truly blessed med så mange specielle mennesker i livet, som jeg har - og de nye, der er kommet til siden jeg vendte tilbage. I er fantastiske.




Kommentarer