Sommeren kom tidligt i år...


Ja, den er god nok.

Det ER min nye ansættelseskontrakt du der foran dine øjne beskuer!
Københavneren rendt pludselig ind i det perfekte job, og der var fandme ikke et øje tørt, skal det bare lige siges. Efter et helt år kom der endelig gang i sagerne!

Men før det lille, men vigtige, stykke papir landede under min kuglepen, er der noget af en historie at fortælle...

Det var slutningen af maj måned, og jeg sad og kedede mig jævnt ude på det praktiksted, hvor jeg allerede efter to uger var færdig med de fleste af de opgaver - også selvom jeg havde troet det ville tage en måneds tid. Så jeg begyndte at netværke, stærkt foranlediget af min awesome chef, der prøvede at sluse mig ind i resten af selskabets virksomheder. Det lykkedes mig derfor at få en samtale i stand med moderselskabets HR-folk i starten af juni. Så langt så godt - også selvom det måske kun var 1-2 dages arbejdsuge...

Kort efter dette tog jeg kontakt til et århusiansk it-firma, der lå i nogenlunde køreafstand fra min egen firkant og spurgte, om de havde brug for en talknuser til deres marketingafdeling. Og det havde de sørme! To timer efter det tilsendte CV havde jeg en(dnu) en samtale på hånden, dagen før ovennævnte med det andet firma. Og det syntes at passe perfekt, for denne virksomhed kunne heller ikke give mig noget på fuld tid. Men hey, 1+1 er 3, så det ville jo gå smukt op tænkte jeg.

Som om dette ikke var nok, havde jobcentrets konsulentenhed henvendt sig med TRE uafhængigt af hinanden åbne stillinger, som de gerne ville matche mig med - selvfølgelig med min velsignelse, for skindet til det store bjørnetæppe er jo ikke tørt før bjørnebøfferne ER grillet, vel? (hvis de da kan få tændt grillen i den undskyldning af et sommervejr vi har haft - så giver jeg fandme rødvinen, det siger jeg altså!)

NÅ.
Tilbage til historien. Den 11. juni dukkede jeg op hos føromtalte it-firma og fik et ret solidt "go" fra dem. Dagen efter tog jeg til moderselskab #1's samtale og her blev jeg så informeret om, at den ene medarbejder forlod jobbet og der derfor var der nu et fuldtidsjob åbent.

Øhhhh...
Ja, det sagde jeg så også. Men selvom det var fristende, blev det under samtalen mere og mere klart, hvad jeg ville og ikke ville. Alligevel er det RET "ballsy" at sige nej tak til en fuldtidsstilling, når man har været ledig i et år og to måneder. Men - jeg brændte alle broer og sagde nej. Samme dag sagde jeg JA FOR HELVEDE!!! til it-firmaet og kunne mærke, hvordan hele mavetøjet var enig i dén beslutning. For det skal man være. Maven altså. Og jeg. Det kan ikke gå ellers, det ender bare galt. Og så måtte de resterende timer fyldes ud på anden måde.

Godt så. Som sagt så gjort.
Men da jeg mødte op til den sidste samtale, hvor kontrakten skulle underskrives, og jeg var klar til at gå all in på deltid, blev jeg mødt af en nyhed, der fik mig til at falde ned fra loftet... De havde valgt at udvide stillingen til 37 timer!
Holy macarona/banana/mackarella/guldfisk... Jeg var helt paf.
"Sådan noget sker sgu da ikke bare lige af sig selv!" tænkte jeg fuldstændig himmelfalden, mens en anden del af mig trak champagnen frem og som en anden Formel 1 racerkører hældte den ud over mængden af små, jublende bananmænd i blå bukser.

Det tog et par timer at vænne sig til det faktum at jeg i løbet af ganske få dage - og med mange konkurrenter i spil - rent faktisk var kommet i mål med det projekt jeg havde sat mig for at fuldføre, efter at have hevet ankeret til Sjælland op og konverteret til Fastlandet.

Jeg indrømmer det blankt. Det er fannerme nærmest skrevet til Liberal Alliances reklamekampagner. Den slags SKER altså bare ikke for normale dødelige. Øh jo. Det gør den så. Det var lidt af en oplevelse, sådan temmelig surreal. Men den ER god nok. Og når jeg kniber mig selv i armen og tager min ansættelseskontrakt frem og kigger, så står mit navn altså på den stiplede linje. En del af mig tænker "alt det hårde slid i et helt år - og så vader jeg bare direkte ind fra gaden og finder det helt rigtige sted og stilling. What da FUCK???!!!" En anden del hopper op og ned i begejstring.

Sådan har jeg det stadig lidt, selvom følelsen langsomt er blevet erstattet af forventningens glæde, når jeg tænker på, hvad jeg kommer til at lave af nye og spændende opgaver. Man kan godt være heldig nogen gange. Jeg af alle føler mig som den heldigste person i hele verden. Hvis der er nogen på arbejde "upstairs", så håber jeg I har fået mit takkekort... anyone???



;-)

Kommentarer

  1. Megasejt! *highfive*
    Tillykke med det :-)

    SvarSlet
  2. Taark!
    Det var også længe undervejs, men til sidst lykkedes det sgu :-D

    Det er simpelthen så dejligt, når man finder noget, der gør en glad og hvor man føler lyst til at komme ud til. Weee!!! Det er så fedt!

    SvarSlet

Send en kommentar