Buffalo mozarella ost... Will it blend??

Igår spiste jeg bøffelmozarella for første gang i næsten 10 år.
Yes. It's true. For de trofaste læsere på denne blog, der har fulgt mine rejser ud i det mælkefri landskab gennem nærmest nøjagtigt 8 år, vil I vide, at THIS IS HUGE. 

Bøffelmozarella (og generelt - friskoste) indeholder ret meget rå mælk i forhold til almindeligt lagrede oste - og dermed også potentialet for at fucke tarmen rigtig godt og grundigt op, hvis man ikke kan tåle det.
Ikke mindst fordi den er ret hvid - ja, høhø, mælkefarvet:

Den fine grønne glastallerken kan i øjeblikket fås i Bahne for en rund 20'er.

En rigtig sommerret i mine øjne, men en jeg var afskåret fra at nyde i de næsten præcis 8 år jeg havde "mælkeallergi". 

Det sjove er, at jeg bare huskede denne her ost som meget mere awesome end den jo egentlig er. Måske har en del af charmen været funderet i den med, at så snart der er noget man ikke kan få, så kræver man det. "Du må ikke se på den lyserøde elefant!!!"-effekten som man siger.
However, om ikke andet, så opvejede oplevelsen af at få bøffelmozarella efter 10 års pause fuldt ud for eventuelle smagsmæssige mangler i denne helt simple ret. 

Ja, jeg har haft lidt rumlen og lidt oppustedhed. Men ikke så meget som et enkelt "piv" fra maven - overhovedet. Jeg vil derfor gerne dedikere denne blogpost til min helt igennem awesome kæreste. Kun han kunne have gjort, hvad der for mig syntes umuligt for under et år siden: Få mig til at smile igen - med øjnene.
Og mene det.

TAK <3

You know why.

Kommentarer