Bryllupper - og singler...

Der kan skrives mange - nogle tragikomiske, andre skidesjove - historier om singler og bryllupper.
Single.
Det er fandme en mærkelig label at putte på sig selv. Så det vil jeg lade være med. For den lugter langt væk af, at man ikke er "duo" - eller at man er "single fra noget". I stedet vil jeg kalde det vende-bøtten-på-hovedet-og-finde-mig-selv-periode. Der er hverken desperation, Bridget Jones-nerver eller noget som helst andet over det. For jeg har det faktisk OK med at være alene, med at tænke tanker og grave mig igennem den spand, der indeholdt de sidste 10 år af mit liv. Indrømmet, der er nogle ting, man skal vænne sig til... men overordnet så har jeg faktisk haft det bedre end ventet.

Det er sandt hvad de siger...
Damer omkring de 30 får flere tilbud end piger på 23 (check!)
Damer omkring de 30 har så meget indre ro, at de kunne sælge ud af det til NATO (check!)
Damer omkring de 30 er uinteresserede i mænd, for de har det for fedt med sig selv (check!)

...Medmindre damen hedder Bridget Jones, er en lille smule desperat og skriver en lidt træls dagbog, der synes at havne i de forkerte hænder. In case you're wondering - nope, mit mellemnavn er ikke noget med B. Og nej - du får fandme ikke lov til at læse i min dagbog!

Det ændrer dog ikke ved, at man som single får et liiiidt anstrengt forhold til bryllupper. Især når man kun har været det i 2 uger. *host*
NÅ. Men det var ihvertfald noget god mad, min onkel han serverede - og god underholdning, selvom jeg måtte smutte nogle timer før festen begyndte. *suk* Nej, det var ikke lige den letteste aften, men jeg overlevede...

Her er det lille landsted, hvor brudeparret bor til hverdag... Min onkel kender mange spøjse mennesker, og en af dem har han gået i skole med. Skolekammeraten havde tilfældigvis en lille portnerbolig, der trængte til at blive sat i stand. Så selvom det kunne se kønt ud, er det altså bare onkels skolekammerat, der bor her. Men flot er det sgu med udsigt over vandet.

Fra Rungsted Havn, var to udendørs-kokke ankommet og fyldte snart bordene med alt det lækreste fiskeri... Fx håndpillede rejer.

Eller frisklavede fiskedeller... Bemærk den lille pincet, der er igang med at vende dem. Selve billedets komposition er jeg bare totalt skudt i. Det er så møg-awesome altså set ud fra en ren motiv-mæssig vinkel.

Så var der lige salaten. Den kunne ikke blive helt skarp, fordi lyset var sk...dårligt. Men den var helt sikkert et hit - en rigtig efterårssag med æbler og blåbær og avocado. Mums!

Og så havde vi da også lige lidt hjemmerøget østersø-laks. Ikke dårligt!

Nej, det er ikke mig, der er fuld - det er bare kameraet, der ikke kunne skyde med skarpt!

Et bjerg af jomfruhummer-haler. Sådan en bonderøv som mig... det havde jeg ikke prøvet før. Så nogen ved bordet måtte hjælpe mig med at spise dem. Men det gik. Og da de først var kommet i munden, var det bare "aaaahhhhh". Søde, bløde, lækre. Namse-namse!

Det var så smukt - i loftet sad spærrene fra den Kongelige Porcelænsfabrik. Gudeflot altså. Nårh ja, og så var der jo lige bordene også...

Denne her nedenstående kartoffelsalat kunne jeg bare slet ikke stå for. Sådan skal det gøres. Videre!

"Rovet" er samlet ind - sans mælkeprodukt:

Det var nu helt ok at gå og lege bryllupsfotograf sådan en dag. Der er ikke noget bedre end at gå og gemme sig bag sin linse, når man har lyst til at hvæse af de andre gæster. Og med så'en et stort mutterf**cker-kamera, er der sgu ingen der ser, hvis skærmen bliver lidt våd bagpå....

Om et år kan jeg gå til bryllup og danse til den lyse morgen. Men med et forslået hjerte, såh... nej. Heller ikke selvom der hverken var hvid brudekjole, kirke eller andet.

Bedre sent end aldrig: Mælkefri middag

Yes, jeg har været lidt optaget her på det seneste... I nåw, I nåw!
Sådan noget pisse-hjerte-rimer-på-smerte-pjat forsvinder sgu ikke lige med det samme. Det har været en rough måned, men jeg vidste, at jeg havde fået det bedre, da jeg indså, at jeg savnede at blogge. Et lille-bitte-teeny-weeny sted i mig var der en hånd, der stak op af mudderet og lavede mærkelige fagter til mig. Eller også prøvede den bare at snakke tegnsprog med en hånd. Og I ved godt, hvordan venstrehåndsarbejde er - det bliver noget sjusk. Men jeg fattede da vinket og her har I mig.

Hvordan Hottie Von Dottie har det, ved jeg faktisk ikke rigtigt. Hun har været temmelig fraværende. Sommer blev til efterår og nu er der fandme snart kun 10 dage tilbage af oktober. Hvor fanden blev tiden af?! Der er rykket så mange brikker indeni mit hoved de sidste to måneder, at det ville svare til en af Mærsk's små containerhaller. Og nu er jeg ikke logistik-nørd, men jeg kan forestille mig, at sådan en hal (og kran) flytter EN DEL tons hver dag. Så har I lissom billedet. Men indeni sidder der stadig en skingrende skør blogger med hang til gadgets og skøre påfund. Og nu skal I få det første af sin slags...

Engang i marts skrev Sjoenne til mig, efter jeg havde været så kæk at kommentere på hans fine billeder. Jeg var så umanerlig imponeret af hans kompositioner (aren't we all?) og ikke mindst billeder, at jeg sukkede over den fine mad ikke var uden mælk. Det tog manden (heldigvis for mig) som en udfordring, og inviterede mig på mælkefri gourmet-midddag. Dog tog det en del kalender-rokering at få det hele til at klappe med aftaler fra andre bloggere. Og så endte det med, at vi for en måneds tid siden stak hovederne sammen og åd og tykke og fede i skøn mad. Jeps, det var så også lige dagen efter min (ex)kæreste så lige havde smidt bomben... Men jeg VILLE til middag, også selvom jeg skulle tude ned i sovsen.

Den første ret var temmelig blæret - og Sjoenne har beskrevet den her - men jeg var bare fucking vild med de der kyllingskind og røgede flæskesvær (lukket inde i en klokke!). Så er det sagt. Billederne er taget med iPhone så bær over med de lidt kiksede kompositioner...

Næste ret var intet mindre end fænomenalt anrettet. 3 slags kaviar og den ene "rigtig" kaviar! Eller... hvad var det nu den hed... Baeri? Baero? Ej, find detaljerne her, vil I ikke nok? Jeg skulle bare klappe i mine små hænder og se passende beæret og beundrende ud før jeg satte tænderne i det ;-)
MEN: Det var første gang jeg smagte ræti kaviar og det var MEGET anderledes end det man ellers har prøvet. Jeg er virkelig hooked. Cremet, salt, blødt... det nussede min tunge særdeles behageligt!

Den næste ret var seriøst blæret. Jeg mener... Hvem FANDEN gider bage en æggeblomme flere timer ved præcis 63 grader?! For der var jo ingen antydning af hverken salmonella eller campylobactor. Yum-yum-yummy... lige ned i løgnhalsen gled den. Det var virkelig svært ikke bare at "grovæde" de gode sager, det smagte SÅ godt med den citronmarinerede laks og æggeblomme med samme konsistens som nutella. Og i stedet for vin havde den gode Sjønne-mand også lige fixet en øl (til vinallergikere som moi), som jeg så ikke lige kan huske hvad hedder...

Derefter var der mere fisk i farvandet. Og se bare her folkens:

Ikke så meget pis. Hummerhale med blomster og grønt. Haps! Sød, blød og lige til at spise. Og det gjorde jeg så. Agar-agar-pladen var en skidefisk - øh, skideFIKS - detalje man ikke kan andet end tage hatten af for. Respekt for at kombinere blomster med fisk. Det havde jeg ikke lige set komme...

What? Hvidløg og torsk? Oh my god. Selvom retten egentlig var meget "bleg" så smagte selleri-æble-bacon-og-øh-kan-jeg-ikke-lige-huske-mosen bare fab til den der hvidløgsfisk, der var stegt P.E.R.F.E.K.T. Frisk fisk, varme grøntsager... nam nam, guffe guffe guffe...

Se se. Her er der kælet for detaljen med hjemmegjort "hotter" (rimer næsten på Hottie, hvad?!) og hjemmelavet dressing. Den überfrække detalje var små skiver sortfodsskinke i det hakkede rådyrs-pølseværk. Grroooooveeey som Jim Carey ville sige. Og det var lige hvad det var. Jeg var meget positivt overrasket over vildtkødet, for jeg har normalt ikke et alt for godt forhold til den slagskød, men det her var bare klasse!

Her har vi gang i noget avanceret hovedret. Blæksprutteblæk, oksehaler, 15 liter fond og selleri/toffel-mos. Nej, du behøver ikke sige mere. Jeg var nok sort rundt om munden og på tænderne anyways. Lignede nok noget katten havde slæbt med i forvejen (eksessivt tuderi har det med at give den effekt) - men så passede det vel meget godt sammen...

WTF? tænkte jeg da jeg så denne her. Jeg troede først det var is. Eller sorbet. Men jeg vidste, at det var noget med hindbær og lakrids, så... et eller andet VAR der ihvertfald sket. Nårh, isomalt?! Jamen, det havde jeg da gættet med det samme!
Nu er jeg generelt ret vild med både lakrids (*host*) OG hindbær, så det var jo gudeføde... Ligegyldigt hvor meget ikke-mousse-agtigt det var, så smagte det fa'me godt!

Jeg skylder en stor tak til Sjønne for at gøre sig så meget umage med alting. Det var virkelig fantastisk og selvom jeg havde det - mildest talt - ad helvede til (og mere til), så gjorde både ham, Piskehapsen og Smørtyven det til en dejlig aften, omend meget meget surrealistisk, fordi jeg nok stadig var i chok fra dagen før. Hvis jeg skal sige noget, ville Sjønne gøre sig bedre på Søllerød Kro end de der amatører de har gående derinde. Ja, det er altså bare MIN mening.

Og hvordan ser verden så ud, her en måned efter Facebook-parforholds-statusen blev opdateret?
Well, jeg har grædt. Jeg har spuletudet (Tak for udtrykket, Klidmoster). Jeg har tænkt. Oh yeah, tankerne har holdt rave-party i hovedet og snoet sig som udkogte spaghetti-melorme rundt i knolden uden at kunne komme rigtigt ud - lidt som en klump i ketchupflasken, som exen kaldte tilstanden. De var fuldstændig klart formulerede i hovedet og så... når de skal ned på tasterne, ligner det et wordfeud-spil, der er gået galt.

Hvad der sker med bloggen her, har jeg pt ingen planer omkring. Jeg vil blogge, når jeg føler for det (shouldn't we all?!) - og det vil nok ikke handle om mad i et godt stykke tid, fordi jeg bor et andet sted, som gæst hos en god ven. Og mad har lissom ikke rigtigt en prioritet i øjeblikket. Det er lidt træls, at man lige har købt nye bukser ikke? Og så måtte jeg igår allerede ud og købe et par i et mindre nummer. Jeg siger jer, det er edderhugme længe siden jeg har været nede i et par jeans str. 40!!!

*Hottie Von Dottie over and out*

Der var engang en prinsesse...

Langt nordpå i de Kolde Riger boede der engang en prinsesse i en lille købstad.
Prinsessen var afskåret fra at have kontakt med ret meget af den virkelige verden, da hendes hjem konstant var en veritabel krigszone og hun var forskanset i et højt tårn i sit hjem, helt alene i verden. Til sidst blev det så slemt, at prinsessen besluttede sig for at flygte - langt, langt væk. I nattens mulm og mørke samlede hun pose med proviant og sadlede sin hest i al hast. Væk med pigesadlen, bare afsted på ryggen af sin trofaste ganger uden at se sig tilbage.

I lang tid red hun... på hendes vej mødte hun mange mærkelige mennesker og selvom skoven var skræmmende, kunne det aldrig blive lige så slemt som den slagmark hun kom fra. Prinsessen red og red og red, gennem krat og skov og fik flået kjolen, der efterhånden var noget af en las. Det var hendes eneste kjole nemlig. Men endelig trak lyset hende ud af skoven og da hun først kom ud, lignede hun noget, der var løgn. Tøjet i laser, filtrede lokker og blødende sår. Der var et jaget udtryk i øjnene og hesten var også ved at være noget tynd og skvattet.

Pludselig er der en ung mand, der får øje på hende og han rider hen til hende for at hjælpe. Til at starte med afviser prinsessen ham. Hun har ikke brug for at blive reddet! Nej, det er moderne tider altså. Nu må han sgu lige... Har han ikke hørt om Kongens Kvindeforening? Nå, men den unge mand er ihærdig og han får hende til sidst overtalt til at lade ham følges med hende. Med tiden bliver prinsessen mere fortrolig og lader den unge mand hjælpe sig - og bliver efterhånden lidt afhængig af hans snarrådighed, når de kommer ud for udfordringer og farer på deres vej. Og til sidst lader hun ham også kysse sig. Og lykkelige rider de mod solnedgangen, komplette og lykkelige, overbevist om, at de har fundet den anden halvdel af sig selv.

*

Men hvad skete der så? Når rulleteksterne har kørt og de sidste toner fra happy ever after-soundtracket er døet ud?

I Eventyrland har tusmørket sænket sig og prinsessen og prinsen rider lidt ængstelige fremad. De ved ikke, hvor de er på vej hen. Men de holder sig til stien. Lige indtil det bliver så mørkt, at de ikke kan se den. Og pludselig er prinsessen omgivet af onde øjne i natten - øjne hun ikke ved, hvorvidt de er virkelige eller opdigtede. Hun kalder på sin prins, men selvom han kalder tilbage, kan hun ikke se ham. Hun prøver at ride mod hans stemme, men de onde øjne har pludselig fået bidske munde og snapper efter hestens hove, så den stepper nervøst til siden og ikke tør forcere uhyrerne, der omringer dem. Prinsessen er ulykkelig og kalder med gråd i stemmen på sin prins. Men til sidst er hans stemme kun et svagt ekko. Men så tager fanden ved prinsessen, der bliver grebet af et stærkt overlevelsesinstinkt. Hun sætter sporene i siden på hestens flanker og når til sidst ud af mørket, med fornuft og følelse i behold. Men noget er ændret i hende også. Hun har set de værste dæmoner i øjnene og har besejret dem. Hun er ikke den samme som før.
Hun er stærkere. Ikke bange for noget som helst i hele verden mere. Hun har fundet sin indre styrke og er blevet en stædig satan. Hun er shaken - but not stirred.

Da hun endelig får øje på sin prins, har han et jaget udtryk i øjnene og virker heller ikke som sig selv mere. Noget har skræmt ham fra vid og sans. Måske fordi han var bange for at miste hende? Eller måske fordi han ikke vidste, hvordan han skulle redde hende? Ikke kun det - prinsessen har også svært ved at følge ham. Det er som om han konstant vælger en forkert sidevej i forhold til hende. Hun har svært ved at finde den modige prins hun før så. Ham, der med et trylleslag kunne få hende til at føle sig som det vigtigste og smukkeste i hans liv. Nu er han næsten bange for hende. Det gør prinsessen meget, meget ulykkelig, selvom hun lader som om det ikke går hende på.

De rider sådan et godt stykke tid, indtil de kommer til en by, hvor folk hilser prinsessen velkommen med åbne arme. Og i al mylderet bliver prinsen væk fra hende, men hun er så optaget af alle de nye indtryk og nye mennesker, at hun for en stund glemmer ham. Men prinsen står på sidelinjen og iagttager hende og ved, at deres nomadetilværelse har nået sin ende. Hun er blevet en dronning. Hun har altid, inderst inde været en dronning, og som blot en ridder må han ud og slå drager ihjel og finde sin skæbne.

Prinsessen ved det også. Derfor vender hun sig om og bøjer hovedet, så kronen kan sættes på issen. Hun drager et dybt suk, smiler vemodigt - og sender et sidste blik ud mod horisonten. Hvis hun kniber øjnene sammen, kan hun ane konturen af en rytter på en hest, der galoperer mod solnedgangen. Hun ved, at hun ikke fortryder noget, og hun ved - og har fundet fred med, at hun ikke kunne have gjort det anderledes. Ikke alle kampe kan kæmpes sammen. Ikke alle rejser kan gøres på samme tid - sammen.

Ikke alle eventyr har en happily ever after. Og så igen... Det har det her måske alligevel.
Det er jo ikke alle prinsesser forundt at blive droninnger, vel?