Så gør vi boogie woogie og så drejer vi omkring... og så går vi i ring, hey!
Ja, gåen i ring, stikke frem, stikke tilbage, 2 skridt frem og 1 tilbage... Sådan har det sidste år eller tre føltes - på mange områder og på mange måder. Jeg ville gerne sige at jeg har lært af det, at jeg er blevet et bedre menneske af det, at livet har lært mig noget godt. Det har det måske også. Men det føles ikke sådan lige nu.
I fredags slog min kæreste og jeg op efter 8 år sammen, der havde slidt hårdt på os begge. Det skete efter store livtag med personlige issues på min side og en overvældende omgang arbejdsløshed, der som I læste, heldigvis endte lykkeligt - til sidst. Samtidig er det nok de færreste forhold, der kan klare tikkende bomber som disse under sig, og derfor var det nok ikke helt unaturligt at filmen knak til sidst. Årsagerne er som den slags nu er, altid mange, og jeg har ikke rigtig lyst til at gå i detaljer omkring dem. Det gør stadig for ondt, og jeg har mange tanker, der flyver rundt i hovedet. Men jeg har heldigvis et dejligt arbejde, som nu kan få glæde af min indsats, når det hele kommer lidt på afstand efter noget tid og den første "blødning" er stoppet lidt.
De sidste 2 uger har jeg haft adresse hos en god ven, mens pausefisken stod på bordet.
Man kan altid sige, at hvis bare man havde gjort dét eller dét, hvis bare vi havde gjort dét og sagt det og vidst dét eller dét. Men den bitre sandhed er, at du kan græde over spildt mælk, men det får du den ikke op i mælkekartonen af igen. Du kan købe en ny mælk og så håbe på, at du har lært at værdsætte den ordentligt, så du ikke skal spilde dén også.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg ellers skal skrive. Jeg havde bare brug for at fortælle jer, at det er derfor I ikke hører fra mig lige nu. Jeg kunne være ligeglad, lade der gå 2 måneder uden en lyd. Men sådan er jeg bare heller ikke rigtigt. Det er ikke Hottie Von Dottie-style. Jeg læser stadig med i Blogland, her og der, og jeg nyder at læse jeres indlæg. Så jeg er i kulissen - jeg siger bare ikke så meget.
Al min medfølelse og sympati ryger din vej! Og det er fuldt ud forståeligt at du har brug for tid til at slikke sårene og komme dig.
SvarSletDet er en hård tid, når man pludselig går fra at være to til en, men du er en stærk kvinde med masser af drive og gåpå-mod, så jeg er overbevist om at du snart finder dig til rette i din nye rolle, og i mellemtiden vil jeg glæde mig til at se hvilke spændende tiltag der kommer til at ske i dit liv!
Mange tanker og virtuelle KRAM
- Maj :D
Hej Maj
SletTak skal du have - det varmer, også selvom det er cyberkram ;-)
Ja, det er en hård tid, der kommer nogle erkendelser på bordet, når man pludselig får fred til at få dem, og det er nok meget sundt, så man ved, hvad man vil i fremtiden.
Jeg er sikker på, at fremtiden nok skal bringe noget godt min vej, i takt med at jeg slipper fortiden mere og mere. Det er dog rigtig dejligt at mærke al jeres opbakning, jeg er SÅ glad for at jeg blev madblogger! *krams*
Vil ikke gøre så meget andet end at sende et cyberhug herfra også *hug*
SvarSletvi har allerede talt en del om det, så jeg sender et virtuelt kram i stedet :-)
SvarSletHeidi og Piskeris: Tak for de virtuelle kram - de varmer selvom de er lavet af 0- og 1 taller :-)
SvarSletDu skriver med en undertone af håb, en overtone af 'fuck det er hårdt det her' og tilsammen tror jeg det er et udemærket mix, når nu det skal være.
SvarSletErkendelser, har jeg erfaret kommer ofte listende eller som et vink med en vognstang. Jeg har ikke fundet balancen mellem de to, så måske er det sådan livet er, når noget basalt er slået itu fra begyndelsen?
Kh mig
*Ae ae* - this too shall pass!
SvarSlet