Smagsindtryk fra Lakridsfestivalen

Udover de alverdens mange smagsprøver(!!!) festivalen bød på, kunne jeg jo ikke gå hjem uden at have brugt mindst en formue på alskens lækre sager først.
Det er det forbandede ved smagsprøver jo... Man tænker man ikke kan leve uden lige præcis denne her dåse mandler med lakridspulver, eller de her bolsjer eller chokolade eller... [indsæt foretrukken slik her]


Den lille stang lakridsrod er en herrelæks snack, som er god, når sukkertrangen overfalder en og ikke vil gi' slip. Jeg regner med at komme til at bruge den et par gange i denne uge, når lakridscravingen går amok efter weekendens udskejelser. (Damn! Skulle have taget nogle flere derinde!)
Ovenviste billede er de udskejelser der venter mig de næste par weekender... Men tog naturligvis hul på fristelserne igår, eftersom mandagen på det tidspunkt var et fjernt mareridt...


Første smagstest var citronmandlerne fra Ålborg Chokoladen, der var en fed blanding af syre og sødme - tilsat lækre mandler. Da min kæreste smagte  dem, var han helt overbevist om, at han havde smagt noget andet, der mindede præcis om omtalte mandler.
Pludselig lyste hans ansigt op og han sagde: ÆBLESKIVER!
A'hva?! møffede jeg og rynkede næsen.
Men jo, og efter endnu en smagning måtte jeg jo give ham ret - det smager faktisk ret meget hen af gode æbleskiver med citronskal og kardemomme - sans mandel altså.
Interessant!


Næste smagsprøve var jeg allerede bekendt med - en fantastisk dåse med lakridsmandler fra A XOXO, som er jævnt afhængighedsskabende. Jeg ved ikke, om det var fordi mandlerne indeni var ristede, eller det var lakridspulveret, som var i en klasse for sig - de var intet mindre end 100 gange bedre end Summerbirds lakridsmandler, der udmærker sig ved at være håbløst gennemsnitlige. De her mandler, siger jeg jer... DE holder hele vejen hjem. Det var heldigt de gjorde det, og nok også derfor jeg købte 3 glas i en ruf.


Karamelleriets TUSMØRKE er helt nye i sortimentet og er en lækker karamel overtrukket med mørk chokolade og rullet i lakridsklumper. Jeg prøvede at handle - et glas koster alligevel 60 kroner, så jeg viftede med en hund og spurgte, om han ville give rabat og sælge mig 2 glas for en firbenet. Men der var vist ikke så mange tilbage - eller også ville de have nok til begge dage - anyway, det gjorde mig ikke ligefrem i godt humør. Men nuvel - jeg havde jo rigeligt at bruge penge på...


LOVE-lakridser fra Johan Bülow - de smagte rigtig meget som dem der blev solgt til jul - hvid chokolade med hindbær. Her er der dog et strejf af jordbær, selvom det nok mest af alt bare smager af sommerbær. Men funky er de helt bestemt og det var hyggeligt at sige hej til folkene bag, og ikke mindst den gode Hr. Johan, der i dagens anledning var mødt op med cool attitude og en kameramand, der ville interviewe ham...


Et andet eksperiment fra workshoppen hos Bülow var de her ingefærknolde (de lyse) i glasskålen. De var lavet med pebermynte og ingefær, men jeg synes altså kun man kunne smage pebermynten. Og jeg tror vist bare ikke jeg er så sindssygt meget til lakrids med pebermynte, men det var ihvertfald en interessant kombination - og så hørte jeg et rygte om, at der også var lakrids med gorgonzola.
Men... Hvis du spørger mig, ville en lakrids med gardenia- og rosensmag nok være et større hit. Kan lige se for mig hvordan den søde lakrids tilsat parfumeret gardenia og måske rose-coating vil være et eksklusivt Marie Antoinette-ish hit :-)

Hvad ville DU putte ind i en Johan Bülow lakrids?
(Der i øvrigt vandt blindsmagningstesten med flere mundfulde...)

Kommentarer