Gourmiddag!



I anledning af, at gemalens og min ferie snart slutter (faktisk imorgen) - ville vi i aftes fejre en veloverstået arbejdsopgave, nemlig udsmykningen af vores badeværelse... Eller, det vil sige - vi har sådan set bare malet badeværelset og det meste arbejde bestod faktisk primært af at vente, og så lige male lidt, vente, og så lige give det en omgang mere, vente...


Ved I, hvor lang tid sådan noget vådrumsmaling er om at tørre helt?
...Flere døgn!

Det bedste ved at have ferie sådan forskudt i ugerne, er dog, at når du vender tilbage en onsdag, så er der kun 3 arbejdsdage, og så har du weekend igen. Det bliver 2 korte uger, afbrudt af en lang ferie. JO TAK.

Vi startede vores lille ferie-gourmiddag nede i den lokale Irma for at blive inspireret til noget god mad. Grøntsagerne hos Irma kan ikke måle sig med baghavens friskhed, men jeg synes nu at de har et ganske udmærket udvalg af grønt alligevel. Derfor fangede vi an og det blev altså helt vildt... Blandt andet fik vi 400 gram friske østershatte i et hamrende knaldtilbud til 12 kroner. Konceptet var 3 kroner(!!!) per 100 gram!!!! Så vi skulle ihvertfald have noget med østershatte, besluttede vi... Og måske også noget med den napolitana-salat til 6 kroner vi fandt....(Hvad helvede sker der, jeg troede Irma var noget dyrt stads!!!)

Nå, men vi fandt da lidt guf og fik en menu der lød således:

Græskar-grøntsagssuppe med sprød pynt og flute
Carpaccio med grønt og parmesan (alt-i-1-pakke)
Dybstegte rejer med grønt tilbehør
Kalvetykstegsmedaljoner med cremede østershatte

Det skulle bare være små portioner, for 4 retter ER altså en del, så jeg gik igang med at lave suppe - og bonus er nu, at vi har suppe ikke kun til idag - men også imorgen og i overmorgen... Må se om jeg kan bruge den til noget andet end bare som suppe. Hvis I har nogle forslag, så kom endelig frit frem !


Skalotteløg, hvidløg, kartofler i stykker, selleri og spækbræt... Hov, det sidste skal altså ikke med, medmindre du vil have ekstra fyld i suppen...

Til suppen havde jeg noget selleri i skabet, nogle kartofler og hvidløg. Jeg fangede også en porre ude i flamingokassen (verdens bedste udendørs køleskab) samt en pose gulerødder og havde et hokaido-græskar liggende på køkkenbordet. I øvrigt havde vi købt en pose skalotteløg for 10(?!) kroner i Irma, og med en kugleske fandt jeg på at rippe græskarkødet - følte mig ærlig talt temmelig smart-ish over den ide...

Det hele blev hældt ned i en gryde og kogt og blendet til ukendelighed:


Imens varmede jeg en pande med lidt olie, hvor jeg smed nogle mandler og noget salt på:


Da de begyndte at gispe og sige sjove lyde, tog jeg dem af, og hældte mere salt på... Det sorte salt fra Mill & Mortar som jeg købte ved Femina-messen var perfekt til dette formål:


Det sjove er, at det ligner peber, men det er det ikke... Det er bare sort og hvidt salt. Sejt ikk'?!

Da de øvrige ting ikke krævede den vilde forberedelse, lod jeg maden være indtil vi var sultne - det var vel ca. klokken 18-ish:

Kæresten er efterhånden rigtig skrap til det der borddækning der...

Tilbehør til grøntsagssuppen: Grønkål i stykker, bacon, flute og salte mandler (mums)

LIDT fancy ser det ud...
Næste ret var oksedyret - her havde vi valgt en pakke fra Irma, og jeg vil faktisk godt uddele en fin portion ros til slagtermesteren, for der var hele 15 skiver oksekød fra rigtige kødkvæg her til en god pris (30 kroner)


Nej, sådan har du aldrig fået carpaccio før, vel?! ;-) En gang skal jo være den første....

Jeg valgte at synde lidt her - carpaccio smager bare bedst med parmesan. Så må min mave brokke sig, det var godt nok værd at synde lidt...

Herefter var der gang i fritøsen - eller Tøsen, som Brødrene P. siger.
Her var det den hjemmelavede slags, i form af en gryde, med olie i, men det fungerede næsten lige så godt - dog skulle vi nok have husket, at ikke kun skal dejen være brun, de indbagte rejer skal også have så lang tid dernede, at de faktisk bliver stegt! Ups...
Derfor: Det kan IKKE anbefales at tage indbagte ting op og så stege dem igen senere... Det bliver sgu noget underligt noget. Men altså... det kan godt lade sig gøre, men sådan helt smart er det ikke.

Det ligner noget fra en kinesisk restaurant - før genfritering. Herefter lignede det bare Jack Nichelsons ansigt....
De første to retter var ganske fancy - disse rejer er nok sådan lidt et 80'er fænomen, og gudskelov får vi sjældent friture (det er en sindssygt dårlig kombi, når man ikke har nogen emhætte og det er p**** koldt udenfor...), men det her usunde stads kan vi altså godt lide. Bare engang imellem.

Herefter var det meningen at vi skulle have fumlet rundt med noget bøfkød og østershatte... Men lur mig, om ikke maven var blevet alt, alt for fuld.
Vi blev simpelthen nødt til at gemme de gode sager til imorgen. Men hey - så har vi mad til imorgen og det er da ikke så værst....

;-)

Kommentarer

  1. *Loooools*
    Det må du sørme undskylde Maj, det var altså ikk med vilje! Kun jordbær.... :P

    Det var bestemt også lækkert, og så var det faktisk relativt billigt alligevel. Jeg mener... en pakke carpaccio til 30 kroner, lidt salat + suppegrøntsager, mandler, salt, rejer til 30 kr., mel, æg og øl (til beignetdejen)... Jeg tror næsten du kunne lave samme stunt selvom du er på SU :-)
    Det eneste det kræver er tid (en luksus i vore dage, jeg VED det godt!) :P

    Selv flutet var billigt i Føtex, fordi de har tilbud på 1 stk. for 10 kr.

    SvarSlet
  2. *Savle* *Savle* - du skylder mig hermed en ny bærbar, jeg savlede så meget ned i tastaturet at det brændte sammen ;D

    Øj, det ser virkelig lækkert ud - som altid, og carpaccio er bare SÅ lækkert, det er også Mandens favorit herhjemme, lækkert og ret nemt at lave ;)
    - Maj :)

    SvarSlet
  3. Hej Charlotte!
    Øj, får jo helt røde ører af al den ros! Tusind tak, det er bare så dejligt at høre, at nogen synes om det jeg laver. Ærgerligt med Irma, men det er vist også få steder de ligger efterhånden...

    Mit kamera er et Ricoh CX1, du kan google det, så får du nok et par resultater. Det er et kamera med specielt fokus på at tage makrobilleder (dvs billeder tæt på) og har derfor nogle gode specs, fx med hensyn til lysforhold. Måske er det det du hæfter dig ved :-)
    Det er dog en ældre sag, kan anbefale CX3'eren som er store-storesøster. Mit eget koster vel ca 2000,-, storesøsteren er vist noget dyrere. Det kan bl.a fås på wupti.com. Håber det var en hjælp :-)

    SvarSlet
  4. En sand fornøjelse at se/læse din madblog - som jeg har set via Piskerisets blog. Så tak til hende:-)
    Alt er så lækkert, dine råvarer, dine fotos. Hvilket kamera bruger du? Jeg har også verrdens bedste køleskab, en stor flamingokasse som står i det fri - og så bruger den ikke strøm. Jeg er benovet over din kærestes borddækning, alt passer som fod i hosen - skønt at se. Nu tror jeg ikke du kan tåle mere ros;-) det skulle jo ikke gerne stige dig til hovedet, he he. Desværre har jeg ikke en Irma hvor jeg bor.
    Mange hilsner Charlotte

    SvarSlet

Send en kommentar