Fisken i pølseenden

...Eller noget.
Det må vel være sådan man betegner afslutningen på noget, når det handler om fisk?
Dette indlæg er det sidste i denne uges serie om fisk i alle afskygninger.
Vi afslutter den med en hvid sag - nemlig en ganske folkekær svømmer, der i daglig tale kaldes "Rødspætte".
Åh, hvor har jeg dog lagt navn til mange sjove vittigheder, da jeg var barn, og et af mine øgenavne var Rødspætte. (Og så kan du selv gætte på, hvad mit rigtige navn lige er hæ hæ.)...
Hvorfor jeg fortjente dette navn, ved jeg stadig ikke, men heldigvis satte det da ikke en stopper for min liking af denne fiskefætter.

I dagens anledning havde jeg været i magiske Magasin's Mad&Vin-butik og hamstret en hel plade panchetta (plus det løse) til at putte om fisken:

Ekstra meget guf - rabarber, chokolade, hyldeblomstsaft som vor mor lavede den. - Og så lige 200g panchetta...


...Meget panchetta er meget godt. MEGET MERE panchetta er meget meget bedre!


Som I kan se, var der lagt op til noget af en fiskefidus til ugens sidste fiskemåltid. Jeg havde klippet noget persille (grøn skål), hugget noget basilikum fra min potteplante og choppet noget spinat, rødspætte og frisk pasta. Menuen lød således på frisk pasta med flødestuvet spinat og urtefyldt rødspættefilet med persille, basilikum og citronsaft. Mmmmm...!

Som sagt så gjort - snask fisken til, rul den sammen om urterne og svøb den i silkeskåret, italiensk rundbacon:

1...

2...

...3! Klar til panden!

Det blev et helt vildt lækkert måltid. Jeg havde ikke før prøvet at rulle fisk ind i sådan noget lækkert kød (og i det hele taget at kombinere fisk med kød, i samme ret endda, lød temmelig perverst i min verden. Men det blev MEGET MEGET bedre, da jeg først smagte mig igennem fisk med basilikum og panchetta (fra det italienske hjørne), citron, persille og salt/peber. Den der røgede, fyldige smag fra panchettaen, citronen, fiskens milde smag og så lige basilikummen, viste noter af røg, umami, lakrids og i det hele taget blev fisken bare meget meget mere fyldig inde i munden, når det gjaldt smag. Det var virkelig en stor succes. Og så lige lidt pasta med stuvet spinat til. Ja, jeg indrømmer at kombien med stuvet spinat var lidt spøjs, men nu er det sådan, at jeg altså elsker stuvet spinat, og det var da ikke helt tosset sammen med de der grønne asparges-tingester jeg havde gemt fra dagen før i bedste Stop Spild af Mad-stil. De gik i øvrigt perfekt til fisken ;-)

Ja, fancy ser det ud, ikk'?!

Det hele mindede faktisk meget om sidste weekends mini-mad, hvor kæresten og jeg ikke var synderligt sultne - der havde jeg også en lille rest panchetta tilbage (hvorfor jeg straks måtte ud og have noget mere til køleren - derfor det vilde panchetta-orgie denne gang...)

Mad til den lille sult i italiensk stil - grillede tomater på panden, kylling omviklet panchetta og ristede kartofler med timian og hvidløg. (MUMS!!!)

Kommentarer