29. maj 2010

Kyllingeklumper!



Der er fastfood - og så er der fastfood.
Jeg tror efterhånden jeg har præsteret at vise flere eksempler på, at fastfood sagtens kan være af god art også her på HomeMadeHeaven.



Den anden dag prøvede vi det forhadte koncept "kyllingenuggets" af - men denne gang var kyllingen af rigtig kyllingfilet og "coatingen" bestod af æg og cornflakes
Sammen med en salat af kinakål, appelsinyoghurt, revne gulerødder og æblestykker, var det sød-syrlige perfekt til de ristede kyllingeklumper, der var sprøde og dyppet i Hickory-sovs fra.. øh, ja, det er et godt spørgsmål, men kommentaren fra hr. Kæreste lød: Øj, det smager akkurat ligesom BBQ-sovsen fra Domino's Pizza! I betragtning af den nydelse som hr. Kæreste får ud af et måltid fra denne junk-provider, må det vel siges at være et kompliment... øh, jeg er ikke sikker, men mon ikke det er?!


9. maj 2010

Hot, hottere, hotdogs!


Ja, må jo nok indrømme, at hotdogs ikke ligefrem er nogen yndlingsspise. Det minder mig om de små, tykke pølsemænd i Steff Houlbergs gruekedler og grå, forpjuskede duer, der flokkes om en mand med hængevom ved foderbrættet. De håber på han i sin sult taber en krumme eller to...

Fordommene lever i bedste velgående. Men så er det jo godt, at man indimellem kan gå imod dem og gøre dem til skamme. Som fx da vi i denne uge fik hjemmelavede pølsedyr:



Med en pakke gode, økologiske wienerpølser, hjemmedrejet pølsebrød fra Laura-fabrikken og hakkede agurker var det faktisk en ganske acceptabel spise.

Kæresten syntes i hvert fald at være ovenud begejstret.






6. maj 2010

Ah... smoothies!


Man bliver da fuldstændig totalt glad i låget af en smoothie, gør man ikke?
Den der tykke, milkshakeagtige fornemmelse, blot med en frugtbase istedet, og så godt blendet til en stor, flydende masse.

Anders Matthesen lavede i sit show Tal For Dig Selv en bit om smoothies og jeg kan kun give ham ret:

GUF!



Sarnie & Cookie - to klassikere


...På hver sin måde.

Igår besluttede vi os for at Do It The Subway Style - eller Sunset Blvd. som den gode sandwichsmedje hedder i Danmark.
Vi købte alt til faget hørende - ok, oliven og jalapenos blev nydeligt udeladt, da ingen af os bryder os særligt om disse to spiser - og slet ikke i samme brød.

Jeg vil være så ærlig, som at sige, at hvis ikke det var for papir med logo og pommes frites'ne, ville vi være en alvorlig konkurrent til Sunset-æh-Subway-arrgh-hvad-skal-jeg-dog-kalde-det-firma!, hvis vi en dag besluttede os for at lave en sandwichbiks. Men jeg skal lade den opmærksomme læser dømme selv:




Her er det pastrami, der er kommet i nydelige klæ'er :-D



...Og her er det en lækker, koldrøget skinke, der er kommet i en sexy sandwich med en god Coca Cola til, for helt ærligt, Sunset-eller-Subway-eller-hvad-f*****-jeg-skal-kalde-jer, så spiller Pepsi altså bare ikke. Hvis jeg skal være ærlig... Og det skal jeg jo ;-)

Dette fantastiske spektakel af en american style aftensmad blev naturligvis afsluttet på behørig vis med en stor cookie fra det lille HomeMadeHeaven-bageri. Opskriften på disse syndebukke fra himlen kan du finde her: Cookieopskrift




Tak for mad!

.... *bøvs*

3. maj 2010

Rabarbertid!


Forsommertid er rabarbertid!

Denne fornemme spise, der med sit syreindhold får os til at ligne en snerpet hønserøv, hvis sukkeret eller vanillen mangler. Det gjorde de heldigvis ikke i sidste uge, da jeg fik rabarber med hjem fra en kollegas baghave:


Bemærk den snedige kamuflage af vanillestang, der istedet ligner en lakrids i den nederste del af skålen ;-)

Rabarberkompot ligner - indrømmet - noget vi helst ikke vil sige højt... Men engang imellem er det ikke udseendet man skal dømme på, men derimod indholdet: Den sur-sødlige-krydrede masse, der omfavner den bløde, kølige vanilleis er noget nær paradis på jord, når det gælder udfordring af smagsløgene.

Selve kompotten laves af:

Et bundt rabarber, ca. 500 gram
1 vanillestang
En masse sukker! -Og jeg mener... VULGÆRT meget sukker. Der skal næsten på så man skammer sig, for ellers har du problemet med den føromtalte hønserøv, hvis det har fået for lidt.
Et lille dryp citron - KAN udelades.

Rabarber renses og skæres i 2-3 cm. lange stykker, hvorefter man plyndrer en hel vanillestang + korn og lægger ned i. Herefter lukker du - og dine hofter - øjnene og putter en solid dosis sukker på, mindst 125g.
Hele herligheden kan stå og trække et par timer (en win win: Desserten klares sammen med madlavningen og bagefter skal du blot tænde ovnen).

Puttes i ovnen med en sjat vand i bunden i ca. 15-25 minutter på 190 grader varmluft og resultatet, der kommer ud er... ja, det smager himmelsk, men hold op, hvor det sviner!