30. mar. 2010
Kunsten at fnise... med Price
Er det kun mig, der har en fornemmelse af, at brødrene Price er ved at blive hot as hell? Og hedder det "Brødrene Price" eller "brødrene Price"? Er de to herrer med efterhånden en god sjat år på bagdelen - ved at få en genopstandelse som køkkenets Olsen Brothers?
Pludselig kan man i Berlingskes fredagsudgave læse en restaurant-anmeldelse smagt til af Adam P., og søger man på "Brødrene Price" på Google (MED anførelsestegn), får man ca. 20.000 opskrif- undskyld, hits. (40.000 uden anførelsestegn...). I cirkus-revyen ser man James Price blive skoset af Lisbeth Dahl - "det er da godt du er bedre til at lave mad end du er til at spille klaver, hva'?" og ja, listen kunne blive ved.
Hvad er det, der gør de to ærkedanske drenge fra det bedre kunsterborgerskab så fantastisk populære? I tiden før de ramte DR1, gik de til den på DR2 og søndag var lig med hyggelig afslapning, før mandagens klamme hånd bankede på sengegærdet i takt med vækkeurets dutten. Nu er seertal på omkring en million lig med kassesucces og de to brødre er på i prime time tirsdag aften på DR1. Ganske vist med mere show og mindre mad-lirum-larum, men ret skal være ret...
De to glade 'drenge' får skærmen til at dugge og mundvigene til at krølle på - tilsyneladende - mange mennesker. Med gakkede gangarter, pizzaovn, temamad og paratviden om alt og ingenting fra gastronomiens verden smyger der sig en duft af svunden tid og mormors mad hen over tv-skærmen.
Brødrene Price er hygge, retro- og realitetsflugt i den bedste og reneste udgave - for det starter jo altid med gode råvarer, som man siger. Jeg gætter på, at vi meget snart hører udtryk som "Rigeligt smør!" glide ind i vores sprogbrug... For helt ærligt... Hvem f***** bryder sig IKKE om sommerhusidyl, grønne græsplæner og god mad i én stor cocktail???
Se eller gense youtube-klippet: Brødrene Price - smørmangel!
28. mar. 2010
Er der noget bedre end burgere???
...Nej vel?
Man har sine all times favorites, opstået gennem mangen en gigantisk tømmermænd, gode minder eller andet følelsesmæssigt flapsi-hapsi, som man har oplevet.
Hvorfor er McDonalds så stort et hit? Fordi alle - på et eller andet tidspunkt i deres liv - har fået en burgasme*, da de satte tænderne i en stor, saftig bøf med sprød salat og en eksplosion af grillet kød, sød ketchup og syrlig mayo fik en hot-as-hell-line direkte op til hjernens belønnings- og nydelsescenter. Kemi er sjovt - især når det drejer sig om smagsløg, livretter og synssansen. For helt ærligt - hvem ville IKKE have lyst til at kværne sådan en fætter???
Tror de fleste (ældre) børn vil være enige i, at børgeren er et hit, der altid tåler gentagelse på middagsbordet, også en søndag aften.
...Og så er en ret af typen "bøfsandwich" jo noget, der kan varieres på flere måder end politikernes svar på, hvordan vi løser energi- og klimakrisen, ikke?
*) Burgasme er en sammentrækning af ordet "burger" og "orgasme", red.
21. mar. 2010
Heavenly homemade smoothies
Jeg har fået mig en tryllestav.
Jeg ved ikke, hvem "de" nærmere betegnet er, men jeg vil give dem fuldstændig ret! Det er den rene magi.
Det handler selvfølgelig om en god, gammeldags kending, som har været på markedet i mere end 50 år, men som først nu synes at have blendet sig vej til vore hjerter...
Hvad har sundhedsapostel Lene Hansson, Netsundhedsplejersken, Gordon Ramsey og restaurant Noma tilfælles?
- De bruger allesammen Bamix blenderen, det lille, men kraftfulde vidunder fra Shweiz, hvor håndsamlet teknik og optimal udnyttelse af watts er kodeordet. Selvom min lille "tryllestav" kun er på 140 watt knuser den både isterninger og frossen frugt på få sekunda. Siden jeg fik den lille ny ind ad døren i fredags, har jeg nået at bruge den omkring fem gange - til smoothies, flødeskum(!) og kartoffelmos.
På nær kartoffelmosen, der nærmest blev kartoffelsovs, er alting gået ekstremt smooth. (Sorry, kunne ikke lade vær' :p) Den kommer med 3 forskellige blade eller dimser til at sætte på og den goe' gammeldaws håndmixer har fået et kraftigt hak i sin street credibility:
Piskning af en 1/4 liter piskefløde
Bamix: 30-45 sekunder
Håndmixer: 2 minutter eller mere.
...Hvis det her nu var verdensmesterskabet i racing, tror jeg ikke der ville være meget tvivl om, at Michael Schumacher da vist lige skulle smide slæwerne ind hos Bamix-teamet.... Så ville han vist nok lige give konkurrenterne blenderhjul en masse!
14. mar. 2010
Jeg vil bygge mig et pandekagehus...
Der er mange ting man kan spise en søndag aften, når man ikke lige har fået købt ind. En af dem er pandekager... luftige, saftige pandekager, stegt gyldne med en duft af vanille og kanel... ÅÅÅåååhmmm!
Idag var sådan en dag.
Toppet med en portion hyldeblomstsorbet fra Paradis is - glad bragt hjem i box fra den lokale ispusher. Ahhhh
Selv en mælkeallergiker kan nyde fattigmandsspisen ved at bruge rismælk til pandekagedejen istedet. Faktisk synes jeg egentlig at de bliver mere sprøde og søde, hvis man ikke bruger almindelig mælk. -Meen, det er nok et smagsspørgsmål - i bogstaveligste forstand!
:-)
11. mar. 2010
Mælkeallergi?! Mig?! Du må have spist søm!
Desværre var det ikke løgn...
Jeg blev den heldige udvalgte for nogle år siden, da vi opdagede, at hele den kvindelige linje i min famlilie tilsyneladende kunne diagnosticeres til at have mælkeallergi. Alle havde haft fordøjelses... ahem... udfordringer, og evidensen var klar: Så snart vi afstod fra dette højhellige produkt i Arla-land, fik vi det markant bedre.
Man fristes til at samle et tæskehold og opsøge den formastelige person og uddele "bankekød" for at have nedlagt en så grusom forbandelse på en. Men desværre var der ikke rigtigt nogen formastelig person at opsøge. Og hvis der var - så var vedkommende nok ikke her på jord mere, thi sygdomshistorien kunne spores helt tilbage til oldemor-tiden.
Men hvorfor er der nogle der får mælkeallergi, mens andre går forbi?
Jeg aner det ikke... og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg ville kunne bruge svaret til, hvis jeg havde det.
Blame it on the genes, som man siger... Om 100 år kan mine (kvindelige) poder måske få en dna-kur, som gør dem normale som alle andre. For det går jo ikke, at man i Arla-land har allergi overfor en af de mest solgte dagligvarer.
-Og det på trods af, at man i 90% af verden faktisk ikke spiser ret mange mælkeprodukter og mælkeallergi er langt mere udbredt end det er på de nordlige breddegradder.
Det har tit undret mig, at vores nabo Sverige har et så varieret udbud af alternativ-varer til (mælke)allergikere, i forhold til udbuddet på de danske varehylder. Hvor er det dog sørgeligt, at vi også dér er overgået af vores søsterland. Kun få kilometer adskiller os, men der er en verden til forskel, når det gælder forholdene for indkøb til allergikere.
Hvordan lever man så med mælkeallergi i Arla-land?
Tja, man lærer at være kreativ. Og glæder sig over alle de kalorier man ikke KAN indtage, når moster Anna byder på flødeskumslagkager og fødselsdagsboller. Det har da nok sparet mig for et par kilo eller tre på hofterne i de forløbne år siden jeg fik allergien konstateret.
Heldigvis findes der mange webshops, hvor man kan handle allergirigtigt ind. Når nu mainstreambutikkerne ikke kan få fingeren ud og købe et varieret udbud af varer hjem...
Men sjovt? Nej, det er det ikke.
Dyrt? Også i den grad... til gengæld kan en liter sojamælk altså holde sig 2 uger i køleskabet. Prøv at lave samme trick med en sødmælk og man har nok noget, der nærmere ligner surmælk *G*
Abonner på:
Indlæg (Atom)

