Fars ruller

Jeg tror ikke jeg  - udover pasta naturligvis - kender noget så italiensk som aubergine. Jeg ved ikke helt hvorfor egentlig... men der synes at være noget umiskendeligt aromatisk, underfundigt, sydlandsk og - ja, næsten siciliansk over sådan en auberginefætter. Måske er det fordi den er så solbrændt, at den næsten er sort. Eller måske er dens grønne, næsten kunstigt udseende top, der ved gud ligner en mellemting mellem en modellervoks-klat og et stykke indtørret papmache.

-Og selvom den oser af blommer og sommer, så smager den jo faktisk ikke af en s... hvilket er noget af det mest ironiske, fordi den er så eksotisk, at den ligefrem brøler "Her kommer jeg! Gør plads, gør plads! Jeg skal også være her!!!" *møffe møffe skubbe mase* ... og så ligger den der i midten af enhver økologisk grøntkasse med respekt for sig selv og nyder sin VIP-status som tv-stjerne, for den er som sagt selvskrevet, når det VIRKELIG skal se flot ud i Lene Hanssons tab-dig-100-kilo-og-bliv-reddet-programmer, ikke?

Nå, hvis vi for en kort stund lægger lommefilosofien og den lilla-sorte humor til side, så sprang jeg i søndags ud i en længere session, som indebar langtidskogning af tomatsovs, svinekød og forårsløg - og, naturligvis - auberginen.

Således startede det:















...og således fortsatte det:













(I farsen er foruden persille også lidt rasp, 1 æg, salt, peber og hakkede forårsløg)

Så blev der udgydt blod - eller, bare rolig, det er bare teaterblod - nårh nej, TOMATblod:














Og således endte det:















Tilbage er der vist bare at sige... velbekomme :-)

Kommentarer