Mælkeallergi?! Mig?! Du må have spist søm!


Desværre var det ikke løgn...
Jeg blev den heldige udvalgte for nogle år siden, da vi opdagede, at hele den kvindelige linje i min famlilie tilsyneladende kunne diagnosticeres til at have mælkeallergi. Alle havde haft fordøjelses... ahem... udfordringer, og evidensen var klar: Så snart vi afstod fra dette højhellige produkt i Arla-land, fik vi det markant bedre.

Man fristes til at samle et tæskehold og opsøge den formastelige person og uddele "bankekød" for at have nedlagt en så grusom forbandelse på en. Men desværre var der ikke rigtigt nogen formastelig person at opsøge. Og hvis der var - så var vedkommende nok ikke her på jord mere, thi sygdomshistorien kunne spores helt tilbage til oldemor-tiden.

Men hvorfor er der nogle der får mælkeallergi, mens andre går forbi?
Jeg aner det ikke... og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg ville kunne bruge svaret til, hvis jeg havde det.
Blame it on the genes, som man siger... Om 100 år kan mine (kvindelige) poder måske få en dna-kur, som gør dem normale som alle andre. For det går jo ikke, at man i Arla-land har allergi overfor en af de mest solgte dagligvarer.

-Og det på trods af, at man i 90% af verden faktisk ikke spiser ret mange mælkeprodukter og mælkeallergi er langt mere udbredt end det er på de nordlige breddegradder.

Det har tit undret mig, at vores nabo Sverige har et så varieret udbud af alternativ-varer til (mælke)allergikere, i forhold til udbuddet på de danske varehylder. Hvor er det dog sørgeligt, at vi også dér er overgået af vores søsterland. Kun få kilometer adskiller os, men der er en verden til forskel, når det gælder forholdene for indkøb til allergikere.

Hvordan lever man så med mælkeallergi i Arla-land?
Tja, man lærer at være kreativ. Og glæder sig over alle de kalorier man ikke KAN indtage, når moster Anna byder på flødeskumslagkager og fødselsdagsboller. Det har da nok sparet mig for et par kilo eller tre på hofterne i de forløbne år siden jeg fik allergien konstateret.

Heldigvis findes der mange webshops, hvor man kan handle allergirigtigt ind. Når nu mainstreambutikkerne ikke kan få fingeren ud og købe et varieret udbud af varer hjem...

Men sjovt? Nej, det er det ikke.
Dyrt? Også i den grad... til gengæld kan en liter sojamælk altså holde sig 2 uger i køleskabet. Prøv at lave samme trick med en sødmælk og man har nok noget, der nærmere ligner surmælk *G*


Kommentarer