At ryge og rejse

Jeg har været i en dyb blog-tænkepause den sidste halvanden/to måneder. Det har været en pause, der har tvunget mig til at genoverveje, hvad det præcis er jeg vil med bloggen her. Og hvad jeg kom frem til, betyder, at der er ændringer på vej her på stedet. Flere end jeg først havde antaget.

Det hele startede jo som et projekt til mælkeallergikere og mælke-intolerante som mig selv. Jeg eksperimenterede og brugte en hulens masse penge på at lave mad, som jeg blev tyk og fed af. Faktisk 11 kg. federe end jeg er i skrivende stund. 

Bloggen var vel nok min ventil for at få noget af det jeg manglede i mit liv... glæde, verbal anerkendelse - og i sidste ende - måske noget af den kærlighed jeg ikke havde ret meget af. Det var også et åndehul og følelsen af at blive accepteret, præcis som jeg var, uden at blive målt, vejet eller (be)dømt, var meget nødvendigt i en periode, hvor tingene i mit liv var... bumpy. 

Det er svært at sige præcist hvad der er sket siden september. En ting er de ydre ting som vægttab, ny hårfarve og afskeden med en række mennesker, som var vokset en anden retning - herunder 3 veninder. Jep, a bitch, that. Noget andet er den oprydning, som er foregået indeni mig selv de sidste 8-9 måneder. 

Det startede med en række hypnose-sessioner, som gjorde, at jeg slap nogle meget gamle og destruktive mønstre i mig selv. Senere forsvandt både mine angstanfald og min mælke- og vinallergi. Hvad der voksede frem fra jorden, da al ukrudtet pludselig var væk, havde ikke engang jeg regnet med.

Jeg har altid været glad for at komme ud og opleve noget, og gerne sammen med andre. Men det var som om jeg havde glemt den del af mig et sted på vejen de sidste næsten 10 år med en konstant irriteret mave. Det har jeg taget revanche for - i den sidste halvanden måned har jeg været over landets grænser flere gange - senest på Rügen i Tyskland, som er en idyllisk perle midt i Østersøen:

Badebyen Bintz, der tidligere var en kurby for de velbeslåede og vel-fedede tyskere...

Prora - 4,5 km lejlighedsanlæg i armeret beton fra 2. Verdenskrig. Her kunne Hitlers officerer nyde en tur i Østersøen, der ligger 50 meter længere nede. I dag står lejlighederne tomme - ingen har lyst til at flytte ind i noget, der mest af alt kunne minde om en skamplet på Tysklands historie

Rügen er utrolig smuk og landligt idyllisk i maj måned. Og jo - de har asparges-kort på restauranterne... 

En skov der kunne ligne noget fra en fantasy-film...

Jeg har nydt kølig hvidvin og grillmad på terassen, sejlet ræs i Københavns havn og brugt flere penge på mig selv end jeg nogen sinde har haft mulighed for - overhovedet. (Mit tøjskab vånder sig pt...)

En fredag eftermiddag på Christianshavn med en kold drink og solen højt på himlen. 

50 km i timen virker ikke som noget særligt - men sidder du i en båd, så er det!!!

Konklusionen på den sidste halvanden måned er, at jeg opfandt Hottie Von Dottie fordi jeg havde brug for at dyrke den del af mig, der havde haft trange kår i mange år. Og måske... måske var det også en flugt.

Men konklusionen på min tænkepause er også, at Hottie Von Dottie ikke er nødvendig mere. Jeg er kommet dertil, hvor jeg egentlig bare gerne vil være mig, Anette, 30 år, marketingmedarbejder i et it-firma, der prøver at leve livet så godt hun kan, på den bedste vis - nemlig hendes egen. Hottie Von Dottie var en person, der havde selvkærlighed, selvrespekt og selvaccept. Men ser I... det er derfor jeg ikke har brug for hende mere. For jeg har selv fundet disse tre ting indeni, og ikke udenpå ved at "være nogen" eller "noget" og leve mig ind i et gakket og lalleglad madøre - også selvom det er et sindssygt festligt madøre og jeg altid vil have hende som et skønt minde. 

Anette, Rügen maj 2013

Vil det så sige, at jeg bare har spillet komedie i 3 år? Både ja og nej. Nej fordi: Bloggen har været et åndehul og mulighed for at dyrke en glemt side af mig selv. Og ja, fordi: Nogen gange kan livet være sådan en mega-bitch, at man simpelthen har brug for et ... ja, åndehul. Bloggen har på nogen måder været en personlig udviklingsrejse ind til mig selv - og her er der sikkert en græsk filosof, der har et citat om at hvis man tænker og spytter ord ud, at så ER man - men jeg kan ikke huske hvem. (Er det mon ham, der rimer på enten "aparges" eller "artiskok" hmmm...?)

*  

Det her indlæg er ekstremt personligt og jeg har lidt hjertebanken ved at udgive det, for ord har magt. Ord kan ødelægge eller bygge op. De kan få nationer til at gå i krig - eller bygge broer mellem lande, byer...mennesker. 

Mine ord - Anettes ord - er selvvalgte og leder mig til at sige, at det nok ikke er sikkert vi ses ret meget mere her i fremtiden på bloggen. For there's a time and place for everything. Og HomeMadeHeaven er nået til sin endestation. Det er en meget mærkelig følelse. Det sted, der har været mit andet hjem i flere år, sådan helt efterladt? Skal det begraves på blog-kirkegården? tænker du måske. Og nej, det skal den ikke. Jeg lader HomeMadeHeaven være et opslagsværk for dem, der kommer forbi til en mælkefri opskrift, for jeg tror stadig, at der er brug for mælkefri kost - nu, mere end nogensinde, i en omskiftelig og hektisk hverdag, hvor selv børn kan blive stressede og derudaf kan risikere at udvikle allergi. 

Jeg håber I har nydt turen lige så meget, som jeg har. I har været de bedste læsere, mit mest fantastiske publikum, som har reddet flere dårlige dage end I på nogen måde kan blive klar over. 

Hottie Von Dottie er blevet voksen - men Anette består. 

Jeg er sikker på vi ses igen en dag - min pen kan ikke holde helt kæft. Hvis det skulle ske, at jeg spytter ord ud offentligt på nettet igen, så ved I hvor jeg annoncerer det... ;-)

TAK.

Tak fordi I lyttede og delte både de svære og gode stunder med mig. Jeg ville ønske jeg kunne lave en kæmpe blog-give-away til jer alle sammen, men så meget hækler jeg desværre ikke mere...

Antropologisk studie under bæltestedet: Natteravne

For et par dage siden var jeg ude og ryste hofter og den lille parisermås til Charity Bar på The Bank i den pulserende hovedstad. Eventen er en månedlig festlighed, der har til hensigt at donere en masse penge til børn og unge, som har det svært. Som navnet angiver, er der tale om velgørenhed.

Det er et par år siden jeg har været ude og flashe varerne til det modsatte køn i det kjøwenhavnske natteliv, og det var en behagelig overraskelse at se flere habbitjakker end JBS-undertrøjer i den forbindelse. Men pæne habbitjakker til trods, er der én ting, der aldrig ændrer sig: Det er de typer, der frekventerer etablissementer med udvidede åbningstider om natten.

Hottie Von Dottie præsenterer: Antroplogisk studie af natteravne

Muskelhjernen. Selvom han - måske - er blevet ældre og har skiftet JBS-undertrøjen ud med en poloskjorte påsat en lille hesterytter, skal du stadig konkurrere med gutterne i FitnessDK om hans opmærksomhed. Denne mand elsker sine biceps næsten lige så højt, som han elsker dig (måske endda højere) - og han kommer ofte med en køn og kunstig brun kulør - over det hele(...). Håret kan enten være af den slikkede slags (Peter André møder DAX voks) eller militærkort. Har ofte et par venner med, og ynder at stå i hjørnet så han kan holde øje med alle de små numser i stramme kjoler.

Shrek. Ham den joviale, glade dansetrold, der ikke forlader gulvet før den sidste tone er spillet. Du kan være sikker på, at han er fuld af sjov og spas - og gerne scorer et kys, hvis han kan se sit snit til det. Men dybest set er han bare en glad dreng med en lidt for stor mave og lidt for små, lavthængende hængerøvsbukser, der især er glad for disko-musik og øl. Shrek-typen er ikke kommet for at score - han er kommet for at danse! Og det gør han så - med alle de piger, der har lyst. Høje, lave, tykke, tynde. Det spiller ikke så stor en rolle, bare de gider danse!

Desperadoen. Denne type er vi alle stødt ind i på et eller andet tidspunkt. Ofte er han blevet forladt af kæresten/konen/elskerinden - og NU skal han bare ud og score sig en lamsebamse! Typisk den kastrerede fyr, der skal bevise, at han er en tyr. Desperadoen har brug for rå mængder bekræftelse i form af scoringer og tilråb fra hans kammerater, der sørger for at han kommer i en taxa hjem, når han ikke kan stå eller gå mere. Hans alkoholindtag er direkte ekspotentielt med frekvensen af gange han prøver at tage dig på måsen eller låret - og jo mere han har drukket, desto mere tøseformærmet bliver han, når du beder ham beholde gulerødderne i sit eget bed... *sigh*

Self sufficient self made. Denne type kan have mange ansigter og skikkelser, men ofte er han temmelig selvophøjet og klar over sit eget værd, når det kommer til det modsatte køn. Typisk er han konsulent eller anden high shot kanon med styr på økonomi, job og pent house. Han ved, hvad han er værd (lige så meget som den Audi/Porsche, der holder ude på gaden) og overlader det til det modsatte køn at jagte ham, for "Jeg er for kendt til det her sted" - but why are you here then???

Drengerøven. Kan ligeledes have mange ansigter og skikkelser, men fælles for denne type er, at de som regel er usikre på sig selv og bevæger sig rundt i en gruppe med vennerne uden at kontakte en pige af frygt for at blive afvist. I bedste fald kan han opnå en sjat af Self sufficient self made attituden - i værste fald kan han blive opfattet som en snob, fordi ingen af pigerne synes kønne eller lækre nok til ham. Drengerøven søger ofte en prinsesse han kan stille op på en piedestal - så du skal være god til ballet, for der er ikke meget plads til to danske kvindefødder i str. 40 på en marmorsøjle.

Don Juan. Jamen, navnet siger sig selv, ikke? Den der selvbevidste MAND, der kan æde dig med øjnene og give dig The Time of Your Life på dansegulvet. En mand, der kun har øjne for dig og behandler dig som sin dronning, betaler alle dine drinks, giver dig komplimenter og så er der ikke langt til at du bliver som nougat i hans arme og han kan få sin vilje. Når du vågner næste morgen i en pent house på Islands Brygge fatter du ikke, at du faldt for alle hans klichéer. Men i det mindste havde du det sjovt imens...

Fodbold-og-fadøl. Denne type er som regel bare i byen for at hygge sig med sine venner. Han er glad for fadøl og er god til at have det sjovt - og er ikke interesseret i at score. Som enhver anden mandsperson sætter han pris på en køn pige, men som regel lader han sig ikke mærke med det. Jeg ville lyve, hvis ikke han var en smule magelig. Det er faktisk en af de mest reelle typer man kan møde på denne liste - men det er også oftest ham, der har kæreste på... Så watch out! Det kunne få ganske ubehagelige konsekvenser, især hvis hans kæreste er i nærheden. Nasty. Don't go there!

Indianeren. Den der type med langt hår, der er i fuld kontakt med sin fysiske side - og godt kan lide at spille på den. Han er varm, viril og kan finde på at rende rundt i læderbukser. Nej? Prøv at tjek om han har en tatovering eller en tand af ubestemmelig karakter rundt om halsen. Denne type kan godt lide at være lidt mystisk og utilnærmelig - men dybest set har han en svaghed for små, petite udgaver af det modsatte køn, der får ham til at føle sig som "Grrr - me Tarzan, you Jane!" - så slå håret ud og find stiletterne frem - du får brug for noget at slå ham i hovedet med, når han smider dig over skulderen og drager afsted med dig på sin trofaste ganger - eller firhjulstrækkeren i baggården.

...Er der overhovedet nogen emner tilbage på listen?? tænker du nok.
Og ja, det er der. Men det er uhyre sjældent du møder dem i nattelivet. Når du støder på dem, så ved du det med det samme. De er værd at vente på.

Jomfruhummere fra Mama

Har I ikke altid tænkt på, at de der jomfruhummere er helt vildt ufine? Jeg mener... De smager jo så fantastisk godt - men der er ikke andet end en ski... hale at spise. Jeg har altid syntes at det var et totalt unfair dyr. Så meget krop - så lidt at spise! Det må være derfor man kalder dem for en delikatesse, men hold nu op, hvor er der dog alt, alt for lidt kød på de små bæster. De smager jo bare ALTID af mere (medmindre man er svensker og har den svenske ækvivalent til jomfru-dyrene i form af krebsegilder. Men selv da vil jeg æde en hel dåse surströmning på, at vores jomfruhummere smager anderledes end jomfruhummere).

Nå.

Men altså... En dag i marts var jeg på date med en mandsperson efter arbejde.

Det var en af de der ski... kolde aftener, der tog al pusten ud af både angora-blusen og håret, netop som man prøvede at ligne en bare nogenlunde lækker, blød pelskanin. 

Meget romaaaarrrntisk med rosenblade og det hele *G*

Bordet var veldækket og med pænt bestik (læs: Spøjst bestik) - men blandt de vin- og mælkeinficerede retter kunne selv jeg dog finde noget nogenlunde oste- og vinfrit.

Må være italiensk design - jeg har ikke set den slags knive ret mange andre steder...

Vi fik ingen forret og herren betakkede sig for vin - dytten skulle jo kunne køre hjem tilsyneladende, og helst uden at blive stoppet af autoriteterne. Så vi nøjedes med gåsevin og så var det jeg fik øje på pastaen med et par krebse-fætre:

Nej, kønne er de sgu ikke... men hold da fast, hvor de smager.

Dårligt lys + iPhone kamera (kunne jo ikke slæbe det store Nikon med for dælen) = halvskidte billeder. *suk*

Og det smagte bare så GÅÅÅÅT mand! Men hvorfor var der kun 8 hummere??? Der må være en eller anden naturlov om, at der ALTID vil være for lidt jomfruhummere, uanset hvor lille portionen er. Det er simpelthen en del af madblogger-forbandelsen. Altid for lidt jomfruhummere. Eller noget.

Selve retten var jo ikke videre køn - jo, måske man kunne have forgyldt de små kløer og hængt dem op til jul, men jeg tillader mig at tvivle på, om gæsterne ville have syntes det var fantastisk. Men helt ærligt - man æder jo bare halen og så ligger resten der og ligner et pulet egern med opslittet hale, ikke?

Nå, men jeg håber da for restaurantens skyld, at de blev til fond senere...

Livet som bladselleri...

Eller: Fordele og ulemper ved at smide 11,5 kilo.

Ja, well... Det er jo ingen hemmelighed, at sådan noget hjerte-rimer-på-smerte sørger for at tage det værste kærestesul, når man pludselig har en masse tid til sig selv efter man er blevet alene. Derfor har jeg lavet sådan en opsamler-post, bare for at I skal vide, hvad I går ind til, hvis I lige pludselig føler for at ville tabe 10 kilo i løbet af et halvt år. Nu HAR jeg advaret jer, så tænk grundigt over det!

8 awesome ting ved at blive udstyret med en pariserrøv:

1. 

Fra str. 44 til 38 - hvem skulle have troet det?

2.

En salat på en restaurant mætter nu faktisk som et helt måltid. 

Bonus: Det er billigere!

Nej, det ER altså bare rester af en stor burger mede fritter.

3. 

Knæene gør ikke længere så ondt fordi de ikke længere skal slæbe rundt på så meget fe- æh, muskler! MUSKLER blev der sagt!!

4. 

Mine arme kan nu være i de smalle ærmegab på alle de fine bluser og skjorter. Yay!

5. 

Man får lyst til at købe ting, som man aldrig har ejet før...

Har sgu aldrig brugt str. 36 - før nu...

6. 

Kostbudgettet bliver mindre, når mavesækken skrumper ind.

7. 

Frontpartiet kan nu iklædes ting, der er lavet af spindelvæv og måneskin. Eller noget.

 8.

Dine ben er blevet så tynde, at de synes at være objekt for *andres* opmærksomhed(??!)

8 not-so-awesome ting ved at slæbe rundt på 10 kilo mindre

1. 

Det kan være dyrt...

I denne påske har jeg investeret i en helt ny sommergardarobe fx.
(Så har man til gengæld muligheden for at gen-starte sin stil, hæ hæ)

2. 

Hvis dit arbejde kræver pænt tøj, så er det lidt dyrere at skulle investere i en ny gardarobe...

3.

Man skal finde sig et offer, der er villig til at overtage det tøj man købte for et års tid siden, fordi det er blevet for stort.

4. 

Man skal stadig ud og kæmpe med alle de andre langbenede damer om at gafle sko i str. 41. Bare fordi man er blevet mindre, er ens fødder ikke blevet det!

5. 

Når sulet forsvinder og hårfarven pludselig ændrer sig så kan man faktisk næsten ikke kende sig selv igen...

6. 

Du er ikke kommet i bedre form - der er bare ikke så meget fe- øh, muskler, at slæbe rundt på mere.

Hvis ikke du holder dig i form, vil huden stadig være slap.
Psst! Løb skulle hjælpe har jeg hørt :p

7.

Man skal lige lære at planlægge mindre indkøb, så man ikke kommer til at købe for meget mad

8.

Jeg er stadig klodset.

*suk*

Vinterlandskab

Selvom kalenderen skriver ultimo marts, kan det sgu være svært at se, når de højere magter tilsyneladende ikke har fået memoet om, at det faktisk er forår sådan helt officielt!

Nuvel, det skulle ihvertfald ikke afholde mig fra at humpe ud på Tølløses marker og tage et par skillerier i det mest fantastiske "crispy" solskinsvejr forleden...

En gås på glatis med sine unger...

Mon den afskyelige snemand var forbi???

Nej, det var bare Brutus, naboens rottweiler... :p

Nogen har leget petanque på isen...

Glug-hul!

Fodspor i sneen... tra la la... 

Fedt at have et kamera, som fanger solens stråleglans...

Lidt old fashioned idyl... Ren Monet! Men sans metalporten *host*

Nej, jeg HAR altså taget det i 2013 - ikke i 1813 ;-)

Vi sejler op af åen... og sejler nedad igen!

Hist hvor vejen slår en bugt - står der et par siv så kønt!

En dusk hø ved den grågrønne, grumsede Lepoppo-flod!

Påsken giver anledning til at slappe af i hjemlige omgivelser... Så mens jeg venter på grønne skud at indfange med kameraet, må I sgu nøjes med vinter lidt endnu. Tror det er det sidste af sin slags i år. Skal vi ikke satse på det???

When the going's get tough....

The tough gets going.

Sådan siger de vist i en eller anden sang jeg ikke kan huske hvem har lavet.
Men hey, Google i dag kan alt, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne finde navnet på dét band, hvis jeg ellers havde tid eller gad. Nuvel, jeg nøjes med indgangssætningen og siger jer, at det sgu passer.

Hvor vil jeg dog hen med al den snik-snak?
Tjooh.

Jeg havde en spøjs oplevelse for et par uger siden.
Det var som om jeg lige blev den der legoklods klogere inde bag skallen, som om der var noget vigtigt, der pludselig landede lige mellem øjnene og grinede mig ind i hovedet, så jeg fik lyst til at slå mig for panden. Kender I det, at I møder en person, som man på en eller anden måde tager afstand fra? Som på en eller anden måde minder om én selv? Og dét fordi vedkommende viser en side af dig selv, som du absolut ikke bryder dig om?

Sådan en oplevelse havde jeg for noget tid siden, da jeg mødte denne her person og pludselig skulle til at tilbringe en del tid i vedkommendes selskab. Hun mindede mig alt for meget om de sider jeg havde prøvet at fortrænge jeg havde... De ting hun udstrålede mindede mig på den mest right-in-ya-face-måde om mig selv, og en udgave af mig selv for 2-3 år siden, som jeg absolut ikke brød mig om...

Nuvel. En dag var jeg helt fra koncepterne. Jeg havde lige fået en besked, der havde rystet mig helt i bund. Jeg anede ikke, hvorfor jeg reagerede så stærkt på en meget dagligdags event, men reagerede, det gjorde jeg godt nok! Efter at have spadseret en lille tur, var jeg stadig ikke faldet ned. Og vedkommende - den person jeg for alt i verden ikke ønskede at vise min sårbarhed overfor - så at jeg var helt ude i tovene. Normalt er jeg sådan en lidt cool, venlig type, der ikke giver så meget af mig selv væk. Men den dag... jeg kunne ikke have holdt mig selv sammen, om jeg så havde haft en hæftepistol.

Men da jeg blev spurgt, hvad der var galt, kunne jeg ikke sige noget. I stedet satte jeg mig bare til at tudbrøle. Simpelthen. Niagara Falls og det hele. Bring the Kleenex, and bring lots. Houston we have a... situation.
Men ved I hvad der skete? Pludselig mærkede jeg en arm rundt om min skulder og en venlig sjæl, der gav mig en ordentlig krammer, og jeg skal love for, at de skuldre blev vasket. No shit.

Min "skyggeside" (om man kan kalde det det) - rummede mig pludselig. Den sidste person jeg havde ønsket at vise mit inderste, sårbare nougatbløde indre overfor, den person var der pludselig, og kunne rumme alt det, der flød over indeni. Og ved I hvad? Jeg blev så taknemmelig. Og jeg tror jeg indså lige dér, at de "skyggesider" vi ikke ønsker at se eller anerkende i os selv - det er faktisk netop lige præcis de sider, der kan rumme os i vores svære øjeblikke. Fordi de ser skyggen, men elsker os alligevel. De ser svagheden, men rummer os stadigvæk.

Resultatet var, at min respekt for personen steg 100 varmegrader efter dét optrin.
Et andet resultat var, at jeg nu kan acceptere min "skyggeside" i den anden person og mest af alt har enormt meget accept at give vedkommende.

De mennesker vi har det sværest med, er dem, der kan lære os allermest om os selv.
Det er dem, der lærer os at vokse allermest.

Cloud Atlas. Er du også en spasser til geografi???

For det er jeg.
Bed mig om at nævne hovedstaden i Beirut og jeg siger Jordan. Eller - spørg mig, om Syrien er en del af en halvø og jeg glor på dig med et tomt blik. Nej, geografi og jeg er sgu ikke gode venner.
...Men af en eller anden grund er min retningssans så god, at jeg altid ved, hvilken retning jeg kom fra - og hvilken vej jeg skal - efter at have været ind og ud af 25 bikse med tøj på Strøget i København.

Nå, det var ikke mine selektive geografievner vi skulle diskutere - men derimod den nye film, der havde premiere i fredags med titlen "Cloud Atlas".

For dem, der ikke ved hvad i alverden jeg snakker om, kommer der lige en trailer (pas på - den er hele 5 minutter lang):



Cloud Atlas er en film med de samme skuespillere sat i forskellige historier, i forskellige roller, i forskellige tider af verdenshistorien - herunder også i en dyb, Starwars-ish fremtid, hvor man laver kloner af kloner og lader sig transportere på pimpede sci-fi motorcykeler, der ligner en elguitar, som har parret sig med et kosteskaft.

...What?
Ved du ikke, at det er helt normalt at rende rundt på en skrøbelig metalbro 1000 meter over jorden fra tid til anden???

Selve historiens settings byder på en del callbacks til andre film ... og er det bare mig, eller minder den neo-koreanske/kinesiske helte-persona ikke om en karakter i X. udgave af et Final Fantasy-spil???

Nå, anywho, det er en film, der helt grundlæggende behandler liv, død, reinkarnation, uretfærdighed, mennesker, evolutionens mysterier, og selvfølgelig - kærligheden, som er størst af alle og binder vores (mange) liv sammen. Om man så er enig i denne teori eller ej, må være op til den enkelte biograf-gænger.

Da rulleteksterne efter ca. 3 timer trillede ned ad skærmen, var jeg fuldstændig blæst. Jeg er normalt ikke så meget til sci-fi film, men jeg er faktisk imponeret over, hvordan filmen vævede historien sammen og blandede fortid, nutid og fremtid. Jo, der er klichéer. Ja, der er den evindelige moralske Hollywood-frelsthed og oprør mod "de store, stygge fjender (systemet)" - omend ikke på den der svulstige klæbrige måde, som efterlader en sødladen eftersmag af "Disney har vist haft interesse i denne produktion" følelse. Men Wa-kow-ski brødrene har jo bl.a. film som Matrix-trilogien på CV'et, så hvis ikke DE ved, hvordan man skal skrue en intelligent sci-fi historie sammen, så ved jeg ikke, hvem der skulle kunne det... *cough*

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvor meget teatersminke der må være gået til at lave denne her film. Flere kilo - mindst! Der er en del kendte skuespillere med (bl.a. Tom Hanks) - men det sjove for nogen (og kedelige for andre) er, at den samme gruppe skuespillere indtager rollerne i alle 6 historier, der kædes sammen via både karakterer og temaerne. Filmen gav masser af plads til livlig diskussion, min biograf-date havde ihvertfald en lidt anden indgang til filmen end mig *G*
Men samtidig opdagede jeg, at sci-fi egentlig har mange sider. I mange år har jeg blot set på science fiction som denne her Star Wars-genre, med flyvende luftskibe og sjovt snakkende grønne dværge... Men det er så meget mere! Og dét var faktisk den største øjenåbner i det hele, tror jeg. Måske derfor filmen gjorde så stort et indtryk på mig. 

Det hele blev skyllet  ned med en kop soja-latte på Baresso. 

Og for dem, der ville spørge... Nej. SÅ langt er jeg desværre ikke kommet i min neo-mælke-tilvænnings-periode endnu. Små skridt, ikke? Men soja har den fordel, at man ikke får en omgang slim langt ned i halsen, når man drikker café latte, og det kan jeg altså godt leve med... Når det nu skal være ;-)

Salt med parmesan og risgrød på flaske...

Mystificeret?
Ja, det kan I tro jeg også var, da jeg i dag rendte en tur gennem Roskilde og stødte på dynebiksen med madgadgets på 1. sal... (WTF?!).
NÅ, men det skulle jo ikke afholde mig fra at besøge øverste etage, så op jeg gik og blev så begejstret, at jeg måtte have de her små, skønne ting med hjem... ihvertfald i billedform:

Cookie-blanding på flaske? Jamen hvorfor ikke?! Det er da en genial måde at transportere småkagerne - og så kan man jo bruge flasken bagefter til saftevandet ikke?!

Jeg kunne ikke stå for denne lille dims - ikke højre end en bog, men totalt cute. Minihakker...? Det må man vist sige!

Mini-skåle... Ikke bredere end 10-12 cm i diameter. Jeg var solgt på stedet, se lige - den har jo polkaprikker!

DET her er altså smart! Bag kagen med dimsen i dejen - eller brug den bagefter. For indrømmet - der er altid nogen, der har ondt bagi over, at stykkerne ikke er lige store ikke? 

(Tip: Det er som regel dem, der scorer det største stykke...)

Jeg er en sucker for flotte glas. Og ingen gør det som Spigelau...

Denne her kombi var sgu funky... Salt med parmesan og basilikum. (Gad vide om man skulle prøve det en dag, hm.....?)

Endnu en lækkerbisken på flaske... Det her er så en leftover fra grødtrenden - i bunden var der ris og så ellers tilføjet forskellige smagsstoffer (som det ses). Det skal varmes op med 1 liter mælk i en gryde, småkoge og et viola! Så er der sgu grød (eller hvad det nu bliver til. Jeg er faktisk ikke helt sikker...)

Hæ. Det her er en smart løsning - sennep på tube. Og i de mærkeligste kombinationer (blåbær - hallo!)

Og se så lige hvad jeg fandt... mit lakrids-elskende hjerte blev helt blødt og bankede dobbelt så hurtigt, da jeg stødte på denne her sæbe. Tilsyneladende får man skåret sit eget stykke af blokken. Der var også kaffe med chokolade og kaffe med marcipan - for ikke at tale om vaniljesæben. Uhm....... En skam det der med at vaske munden med sæbe stadig så utiltalende. Hvad siger I?!

Dagen har budt på et (nyt) eksperiment: Yoghurt.

I min egen mælkefri af slagsen, fik jeg en god slat normal yoghurt her til morgen. Og jeg har endnu ikke haft reaktioner på det. Har ikke nærmet mig den slags stuff i næsten 10 år, så jeg venter med tilbageholdt åndedræt, for små 12 timer senere er der ikke sket en sk... (ja, undskyld udtrykket).

Men hvorfor skulle jeg også reagere på dét?!

Jeg har endnu ikke mærket noget til den ost jeg huggede fra samboens tallerken heller:

Selv holdt jeg mig pænt til en "lille" burgerbasse:

Der må jeg erkende, at velmagtsdagene er ovre - jeg kunne kun gnave mig igennem halvdelen af tallerkenens indhold. Ja, det er sgu ikke sådan at tabe de der 10 kilo - der sker noget med mavesækken. Jeg kan dog ikke huske, hvornår jeg sidst har fået pommes frites. Det er flere måneder siden tror jeg. Og de her var godt nok de sædvanlige pizzaria-serveringer, men åhhhh, hvor smager de der friterede stivelsespinde altså godt! 

Identitetskrise...

Ja, det er altså med vilje, at jeg har sat sådan et billede ind af et glas mælk.

For jeg er lidt i en ... krise. Identitetskrise, skal vi sige det sådan?

Denne blog blev til, fordi jeg ønskede at tilbyde andre mælkeallergikere et alternativ til de sædvanlige opskrifter på nettet. Men som tiden gik de sidste måneder, i takt med at jeg fandt mig selv, og i dén proces næsten ikke kunne kende mig selv bagefter... så skete der noget.

For jeg oplevede noget meget mærkeligt... Og det var, at hypnose kan hjælpe på MANGE ting. På alt fra triste traumer til indre perfektionistaer. Men tilsyneladende også på mad-allergier, hvis disse allergier skyldes ting, der ligger latente i maven (læs: psyken). 

Så I kan nok se... Hottie Von Dottie har et problem. Hun er ikke længere "rigtig" mælkeallergiker. Jeg har med vilje ventet med at åbne op for min "lille hemmelighed" indtil jeg var sikker på døgnflueeffekten var væk. Nu har jeg i ca. 4 måneder kunnet putte mere og mere mælk i gabet og effekten holder.

I alt har jeg fået 5-6 omgange hypnose og dette har haft en effektivitetsprocent, der overstiger et exorbitant antal besøg hos en hjernevrider (og til en væsentligt lavere pris!). Nuvel. Psykologi er rigtig fint, da du lærer dig selv at kende - men det fjerner desværre ikke (alle) problemerne. De mest genstridige mønstre bliver desværre stadig siddende. Det måtte jeg sande sidste år. Men hypnosen var en genvej til at fjerne de allerværste, allergrummeste mønstre og verdensopfattelser, som havde bidt sig fast allerede i den tidlige barndom.

Hypnose er for mange (der ikke har prøvet det) en mærkelig omgang "hokus-pokus"-ting. Og det lyder da også fuldstændig sygt, at rygere kan blive røgfri på 3-4 timer, eller man kan vende fortiden om og smile ad den i stedet for at den genererer tårer på blot et par timer... Det er sort snak for de fleste, at det kan lade sig gøre. Mange siger "Jamen, jeg tror ikke på hypnose"... Men det behøver man ikke, for hypnose kræver hverken buddha-figurer, røgelse eller hvad fanden der ellers findes på selvhjælps- og frelstheds-markedet for alternativ behandling. Man kan sågar gøre det på sig selv. 

Hypnose er faktisk blot et fancy ord for en dyb, behagelig og "tranceagtig" tilstand, meget på linje med den følelse man får, lige før man falder i søvn. Man er ikke helt vågen og ikke helt sovende. Denne tilstand kan man bruge til at snakke med sin underbevidsthed. Det er også i denne tilstand man nogen gange kan snakke med folk, der drømmer (som snakker i søvne). Hypnose kræver dog en vis mængde tillid til behandleren, og at denne person ved, hvad han eller hun laver. Det er ikke alle forundt at kunne give.

Men kan du give slip... så er der adgang til større resultater end du kunne drømme om, på en tidshorisont, der forekommer fuldstændig latterlig kort. Mulighederne er uendelige med hypnose - hvis man tør se sig selv i øjnene! 

Og nu har jeg altså ikke rigtigt noget mælkeallergi mere. Så nu er jeg nødt til at finde et nyt formål til denne blog. Men bare rolig - der vil stadig komme mad og madbilleder, når jeg støder på dem. Og hvad  jeg ellers kan finde af oplevelser med mælk, som pludselig ikke er farligt mere!

...Måske Hottie Von Dotties rejse ud på Mælkevejen???!

Iiiååårrrh!!!!

Hvad fa.... var det for en lyd?!! tænker du sikkert.

Ja, det var lyden af et æsel såmænd. Jeg ved ikke hvordan lyden af is er nemlig. Og hvem har egentlig tænkt "Et æsel... Det er da DET jeg skal lave af denne her bunke sne, helt sikkert et hit til børnene" (Lige indtil den første har prøvet og er faldet igennem, fordi den lige - hallooo! - er lavet af sne.) Kom ikke og sig at jeg ikke advarede dig.

Nå, men æslet og boligsøgningen går stille og roligt fremad. Og is i maven er SÅ meget en god ting har jeg opdaget. På købers marked kan man få lov at være lidt.... Viljestærk. *host*

Som fx når sælger vil have alt for meget for en bolig, som ikke alle lige har mulighed for at overtage som et snapshot - så er det den der infame stædighed tager over. For jeg har masser tid og total frihed.

Så må man som sælger vælge, hvad der betyder mest - en hurtig afhænding eller den rigtige pris, hvis man i forvejen ikke har råd til at sidde i hyblen...

Det er både mærkeligt og helt omvendt i forhold til at være atbejdsløs i tre et halvt år med alt hvad det indebærer af stress, depression og gud ved hvad af grumme sager samtidig. Denne gang er det MIG der sidder med den store check og kan bestemme.

Hæ!

Imens man venter kan man jo nyde livet og tage ud og træne løb med veninden, få lavet kunstige negle - eller bare generelt nyde singlelivets frihed :-)

Intet praleri men...

Jeg kan så meget andet.

Fx købe bolig. Og det skal man bestemt heller ikke kimse af i dag, efter disse år med det ene bankkrak efter det andet. Men det er jo ikke "bare" en bolig. Det skal være den rigtige bolig. Og det kan være lige så svært som at  finde et blødkogt æg i en hønsegård...

Men det er forår, jeg er på vej, livet blomstrer op.
Jeg er måske tæt på at have fundet det rigtige. Nu skal resten af detaljerne bare lige gå op. Det er ren HCA - man skal så grueligt meget igennem og SÅ... til sidst får man prinsessen, de tre store hunde, den nøgne kejser eller en ispind lige i røven (ja, prøv selv at gætte dét eventyr...)

Så nu vil jeg tage min ged og ride ud for at lære at sige intelligente ting og forhåbentlig er der en lejlighed, der har plads til både ged, mudder og krage på samme tid. For... Dronningen har jeg jo fundet...

På weekend i det fynske...

Sydfyn har nogle fantastiske kulinariske oplevelser.

Det er ikke dem I skal høre om i dette blogindlæg.

Ææææv! kan jeg høre koret skrige. Næ nej. Sådan er det. I stedet kan I få lov til at savle over billederne kan I så - der er nok af dem...

I weekenden var jeg til rund fødselsdag hos bedstevennen og for at fejre anledningen havde han købt en halv meter ko:

En "lille" oksefilet på nogle kilo kom ud af posen og blev luftet. Det var det samboende firben ikke helt ked af... Eftersom den fik et par smagsprøver. Ud fra det salige udtryk kunne vi konkludere, at kvaliteten ikke fejlede noget...

Det gjorde den heller ikke. Det er længe siden jeg har fået en god bøf, så jeg åd den ene jeg havde reserveret til mig selv, med stor fornøjelse. Tilbehøret var helt simpelt:

I fødselsdagsgave var der indkøbt nyt gadget... Et induktionskomfur. Og for satan altså. Det er jo sygt. Gas - go home!!! Det er latterligt, så hurtigt tingene smelter eller varmer op. Holdakegle. Så ovnen blev indviet. Den var MEGET ren *G* 

Avocado-salaten var lavet af halverede cherrytomater, avocado, rødløg, revet skal fra en ubehandlet citron, citronsaft, olivenolie, salt og peber. Det var guf. Og så skulle det dersens avocado være pænt sundt har jeg hørt... 

Det jeg ikke kunne spise, åd Firben. Det var han overhovedet ikke utilfreds med, når det nu blev serveret sammen med koen...

En glad og mæt hund - der gerne vil have mere...

Når man nu har fødselsdag, så går det ikke uden en god morgenmad... Så vi var liiige hos bageren...

Det ER altså en chokoladebolle... Og den var GOD!

Fra eget bageri - kan ikke lige huske navnet, men det ligger i Svendborg og for sa... de laver godt brød. Her hvedebrød med surdej og "rugbrød" med surdej. Guffe-guffe-guf.

Pludselig ved jeg hvorfor alle bare falder i svime over det der Thise-hejs. Shit det her smør har noget at byde på. Det kan vist fås i Kvickly har jeg hørt... Jeg ved bare, at jeg får svært at finde noget, der er lige så godt nu. Suk.

Vi havde egentlig villet spise det her til dessert - men da vi havde kværnet et par Spangsbergs'ske lakridsflødeboller (og de er fa'me GODE!!! skal jeg hilse at sige) - så var maven sgu ikke lige til det store efter det der ædegilde... Så vi gemte den til morgenmad. Og så kommer det fuldstændig latterlige... Har I nogen sinde fået citronsorbet til hindbærtærte??? 

Det er en meget-frisk type creme fraiche. Men citroner... og hindbær. To af mine yndlingsting, samlet på én tallerken. Og ved I hvad det mærkelige var? Citronsorbeten blev sødlig - mens hindbærenes syrlighed kom meget bedre frem i denne her kombi. Det lyder helt barokt, men prøv det og I vil smage hvad jeg mener... Det her holder hele vejen ned i maven, som skreg 

"Hvad fanden har du gang i???!!! Jeg er ikke færdig med at fordøje den obskure mængde oksekød du har ædt igår!!! Og så vil du have HINDBÆRTÆRTE og CITRONSORBET herned også?! ...Skrid Kurt!"

Jeg forbarmede mig og spiste kun ét stykke tærte... 

Og løb den længste tur ever om aftenen. Fanden heller om alt det spæk skal flytte ind på mit maveskind igen! Nixen bixen Karen Blixen. Så det er godt der langt til Fyn og man kun har fødselsdag én gang om året...